Elever finder svar i Kangerlussuaq

Hvad er forklaringen på de store vandmasser, der skaber problemer i Kangerlussuaq? 21 gymnasieelever fra skoler i Grønland, Danmark og USA arbejder på netop at besvare dette spørgsmål på årets sommerskole i Kangerlussuaq

Foto: Erling Dahl Eleverne på sommerskolen har blandt andet lavet denne video om indlandsisens afsmeltning
Offentliggjort

Sermitsiaq.AG har modtaget følgende beretning fra Sasha Kleist Sethsen, der er en af de 21 elever på sommerskole ved Kangerlussaq - og som arbejder på at finde ud af, hvor de store vandmasser kommer fra.

- Sammen med forsker Asa Rennermalm har vi målt mængden af vand, der strømmer gennem floderne og målt om der strømmer mere vand i år, end der har gjort tidligere. Det viser sig, at strømmen er rekordstor i år, og at strømmen først plejer at toppe en måned senere, det vil sige i august måned. Under et besøg på indlandsisen borede vi et tre meter dybt hul for at observere, hvor hurtigt isen smelter. En måned tidligere havde en forsker boret et lignende hul og placeres et bambusrør i hullet. Da vi besøgte stedet, var isen smeltet over 2 meter på en måned, lyder det fra Sasha Kleist Sethsen fra HTX i Sisimiut.

Alt vandet fra et kæmpe område af indlandsisen ender i Watson River, som løber igennem Kangerlussuaq.

- På sommerskolen har vi også hørt om NASAs målinger, hvor de flyver på kryds og tværs af indlandisen. De måler, om isen bliver tykkere eller tyndere.

- Vi gik 30 minutter ind på Sermersuaq. Da jeg stod på Sermersuaq, havde jeg signal på min telefon og ringede til min mor i Uummannaq og min bedstefar i Kangaatsiaq. De lød stolte. Jeg er også stolt over at have valgt at deltage i sommerskolen. Det var et af mine bedste valg. Jeg håber, at jeg kan huske, alle de ting vi har lært og bruge det til min videre uddannelse. Og til at udvikle mig selv.

Powered by Labrador CMS