Greenpeace hiver Shell i retten

Shells beredskabsplaner for olieboringer i Arktis er for dårlige, mener Greenpeace, der vil teste godkendelsen af planen i domstol i Alaska

Shells olieefterforskning i Arktis skal stoppes, mener Greenpeace. Arkivfoto: Steve Lindringe, Eye Ubiquitous

Greenpeace lægger sammen med ni andre miljøorganisationer sag an mod olieselskabet Shell, der snart påbegynder olieefterforskning ud for Alaska.

Organisationerne mener nemlig, at Shells beredskabsplan for olieboringer i Arktis er for dårlig.

Og derfor vil de have testet den godkendelse, som det amerikanske miljøagentur har givet Shell ved den føderale domstol i Alaska.

- Vi vil have afprøvet ministeriets godkendelse ved retten, da vi finder den særdeles mangelfuld. Godkendelsen bygger på antagelser baseret på udstyr, der aldrig er afprøvet under vejrforholdene i Arktis. Der er ingen krav om effektive nød- og beredskabsplaner, og desuden har Shell ikke udstyret til at forebygge eller reagere på et udslip, lyder det i en fælles udtalelse fra de 10 miljøorganisationer, der står bag sagsanlægget.

- Miljøet er under pres
Men der skal også tages langt større hensyn til miljøet i Arktis, mener Greenpeace:

- Det er endnu ikke lykkedes for nogen at påvise, at det er muligt at rydde op efter et olieudslip i Arktis. Exxon Valdez-ulykken skete for 25 år siden, men dyrelivet i området lider stadig under det. Det sårbare arktiske miljø er i forvejen under kraftigt pres fra klimaforandringer, og et olieudslip vil have store konsekvenser for isbjørne, hvaler og de andre dyr, der lever i Arktis, siger Jon Burgwald, Arktis-ansvarlig i Greenpeace.

Ud over Greenpeace er det disse ni organisationer, der hiver Shell i retten: Earthjustice, Alaska Wilderness League, Center for Biological Diversity, National Audubon Society, Natural Resources Defense Council, Oceana, Ocean Conservancy, Pacific Enviroment og Sierra Club.

Powered by Labrador CMS