Ane Hansen: IWC fungerer ikke

Det er meget beklageligt, at det ikke lykkedes at få den nødvendige opbakning til Grønlands ønske til nye hvalkvoter, fremgår det af en pressemeddelelse fra Grønlands Selvstyre

Ane Hansen: - Afslaget til Grønland er endnu et tegn på, at organisationen ikke fungerer, som den skal, og ikke opfylder sine egne konventionsforpligtelser.
Offentliggjort

Grønland har ikke opnået kvoter til store hvaler i Den Internationale Hvalfangstkommission, der holder møde i Panama.

Forslaget indeholdt 19 finhvaler, 10 pukkelhvaler, 178 vågehvaler/sildepiskere, 2 grønlandshvaler i Vestgrønland samt 12 vågehvaler /sildepiskere i Østgrønland pr. år i 6 år.

Et kvoteforslag kræver 75 % af medlemslandenes støtte for at kunne blive vedtaget.

- Det er svært, når IWC er delt over på midten. Ud af 62 stemmeberettigede var der 25 ”ja”, ”34” nej, og 3 der afstod fra at stemme, vurderer medlem af naalakkersuisut for fangst og fiskeri Ane Hansen i en pressemedelelse, som er sendt ud umiddelbart efter afstemningen.

- Grønlands forslag stemmer overens med rådgivning fra Den Videnskabelige Komité og opfylder alle kriterier, der kræves for at få kvoter som oprindeligt folk i henhold til IWC’s regler. En stor og detaljeret rapport (Hvidpapir) beskriver i detaljer Grønlands behov for hvalkød, hvilket er et af kravene, før der kunne fastsættes kvoter.

Læs også denne: Voksende modstand mod Grønland

- Afslaget til Grønland er endnu et tegn på, at organisationen ikke fungerer, som den skal og ikke opfylder sine egne konventionsforpligtelser, mener Ane Hansen.

Ved stemmeforklaringer fra dem, der støttede Grønland, udtrykkes stærk bekymring for IWC’s fremtid som en forvaltningsorganisation og dyb beklagelse over, at der ikke kunne findes en løsning.

- Modstandernes argumenter er gammelkendte: Grønlands hvalfangst har kommercielle elementer, vi kan spise alle mulige andre ressourcer tilgængeligt i Grønland, der serveres hvalkød til turister i restauranter, og vi har ikke givet oplysninger nok til Den Videnskabelig Komité om kødkonversionsfaktor, siger Ane Hansen.

Læs også Kampagne mod grønlandsk hvalfangst hitter

- Nu vil vi - sammen med Grønland – se på, hvad vi så kan gøre, siger hvalkommissær Ole Samsing fra Udenrigsministeriet i Danmark, i følge pressemeddelelsen fra selvstyret.

KNAPK’s formand, Leif Fontaine udtalte efter afstemningen, at det er totalt uacceptabelt, at IWC ikke kunne vedtage kvoter for Grønland, og at organisationen vil rette henvendelse til naalakkersuisut om Grønlands fremtidige tilhørsforhold til IWC.

EU landene fandt ikke, at de kunne støttede Grønlands ønsker.

- Det er beklageligt. Grønlands situation er i denne her sag meget anderledes end Europas, siger Ane Hansen.

Danmark/Grønland støttede de andre tre landes kvoteforslag. Det er glædeligt, at det lykkedes dem at få støtte.

- Deres situation kan imidlertid ikke sammenlignes med Grønlands. Det grønlandske kvoteønske fulgte Grønlands behov og er biologisk bæredygtig og accepteret af IWC’s videnskabelige komite, understreger Ane Hansen i følge pressemeddelelsen.

Tager det roligt

Men Ane Hansen tager det roligt.

- Vi har efter IWC's regler mulighed for at give os kvoter indenfor Den Videnskabelige Kommites rådgivning og efter bæredygtigtheds-princippet, som jeg sætter meget højt.

- Bæredygtig udnyttelse er et vigtigt redskab for mig, understreger Ane Hansen.

- Derfor har jeg sørget for, at vore møder inden for North Atlantic Fisheries Ministers conference, som jeg for nyligt har deltaget i, også tager sig af bæredygtig udnyttelse af havets samlede ressourcer. Dette gælder således også for sæler og hvaler og ikke kun fisk, siger Ane Hansen, som takker de lande, der har forståelse for Grønlands krav, som ligger inden for Den Videnskabeligt Kommites rådgivning.

Powered by Labrador CMS