Filmfolk raser mod selvstyret

Den grønlandske filmlovgivning er helt utilstrækkelig, mener filmfolk. Årets julekalender er i fare.

Aka Hansen i gang med at instruere skuespillere under optagelse til årets julekalender i Kulusuk. Foto: Tumit Production

Selvstyret uddelte i sidste uge midler til filmvirksomhed i Grønland. Og her måtte Tumit Production, der er i gang med at producere KNRs julekalender, sande, at de ikke får nogen støtte fra selvstyret.

Ifølge filmselskabet mener selvstyret nemlig ikke, at en julekalender går under formålet med støtte til grønlandsk filmproduktion.

- Selvstyrets meget snævre fortolkning af begrebet film er dræbende for den spirende grønlandske filmbranche, lyder det på den baggrund fra producer Aka Hansen.

Risikerer at måtte lukke
- Jeg kan ikke tro, at det er den politiske hensigt med filmstøttepuljen, at man skal udelukke filmproduktioner, som ikke i en meget snæver forstand er en biograffilm. Hvis dette er den politiske holdning, så må vi nok se i øjnene, at vi snart kommer til at lukke ned i Grønland og flytte til et andet land, hvis vi fortsat ønsker at arbejde med at udvikle film, siger Aka Hansen.

85 procent af finansieringen af julekalenderen er på plads. Nunafonden har bevilget 75 procent af de samlede omkostninger og yderligere ti procent af omkostningerne bliver dækket af private bidrag.

KNR vil ifølge Tumit Production heller ikke betale en krone for at vise julekalenderen.

- Vi har haft en klar forventning om, at det offentlige ville finde projektet støtteværdigt, men her er vi løbet imod en massiv mur, fortæller Aka Hansen.

Powered by Labrador CMS