- Jeg tilgiver dig aldrig, Seth!

Minna Willams, der er søster til den taxachauffør, som blev myrdet af Seth Sethsen, tilgiver aldrig hans ”forfærdelige gerning”

Seth Sethsen, som han hedder i dag. Foto: Polfoto

De psykiske mén hos Minna Willams bliver ved med at påvirke hende. Og det vil de altid gøre.

Hun er stadig dybt påvirket, efter at hendes bror, taxachauffør Kurt Gaarn-Larsen, blev dræbt af Seth Sethsen i 1986.

Det lægger Minna Willams ikke skjul på overfor Sermitsiaq.AG.

- I tankerne har jeg spyttet på morderen (i dag Seth Sethsen, red.), i tankerne har jeg set ham i fængsel, tæsket på ham, sparket ham. Jeg hader ham. Jeg vil aldrig tilgive ham for hans forfærdelige gerning. Den lever i mig og er min store sorg, så længe jeg lever.

- Min far døde, min elskede lillesøster døde, min mor døde, men den stærkeste sorg har jeg stadig over Kurt død. Jeg kan ikke tænke på den måde, han døde på, uden at mit hjerte banker uroligt. Jeg kan ikke tale om Kurt, uden at jeg græder. Jeg kan ikke holde ud at se på fotografier af Kurt. At Kurt er død er så uendeligt sørgeligt. Den tomhed er så dyb og sort, at den ikke er formindsket med årerne, siger Minna Willams.

Læs også "Seth nægter mentalundersøgelse"

Læs også "Seth har siddet længst i fængsel"

Seth Sethsen har siden 1986 siddet fængslet for drabet på den 49-årige Kurt Gaarn-Larsen og er dermed den livstidsfange, der har siddet længst bag tremmeri i Kongeriget Danmark.

Nu har han søgt om prøveløsladelse, men ved retsmødet i Retten i Glostrup i dag tirsdag nægtede han at lade sig underkaste en ny psykiatrisk undersøgelse og farlighedsvurdering, skriver politiken.dk.

Powered by Labrador CMS