Torskerevolution en realitet

For første gang nogensinde skelnes der mellem inden- og udenskærs torskefiskeri i biologernes anbefalinger

Der bør ikke fanges over 8.000 tons torsk indenskærs i fremtiden, anbefaler biologerne. Det er 3.000 tons mindre end i 2011. Foto: Leiff Josefsen

Grønlands Naturinstitut debuterer nu med de første rådgivninger for både indenskærs og udenskærs torskefiskeri.

Det er første gang rådgivningerne adskilles, og det sker på Grønlands Selvstyres foranledning.

Både for indenskærs og udenskærs fiskeri gælder det dog, at biologerne anbefaler forsigtigt fiskeri.

Derfor bør der maksimalt fanges 8.000 tons torsk indenskærs i 2013, mener biologerne. Det svarer nemlig til gennemsnittet af de seneste ti års fangster.

Nedgang fra sidste år
Set i forhold til i fjor betyder det dog, at der skal fanges 3.000 tons mindre, da fangsten der var på 11.000 tons.

Endnu færre torsk bør der fanges udenskærs, hvor biologerne faktisk anbefaler, at der slet ikke fiskes direkte på torskebestanden.

Det skyldes, at biologernes datamateriale viser, at bestanden fortsat er lav sammenlignet med 1990erne.

Kurven vendte dog i 2005, hvor bestanden er blevet forbedret, men for at sikre at den udvikling fortsætter anbefaler biologerne altså, at der slet ikke fiskes torsk udenskærs.

Powered by Labrador CMS