EU har 1,6 milliarder med

Den aftale, som Kuupik Kleist i dag underskriver med EU, løber op i 1,6 milliarder kroner

Her ses Kuupik Kleist sammen med EU-kommissionens formand José Manuel Barroso Foto: Grønlands Repræsentation i Bruxelles
Offentliggjort

Når formanden for naalakkersuisut senere i dag underskriver en hensigtserklæring med EU om, at de grønlandske råstoffere skal sælges frit på verdensmarkedet, betyder det også masser af penge i landskassen over de næste år.

Det fremgår af et interview som Berlingske i dag bringer med EU-kommisær Antonio Tajani, som altså senere i dag vil underskrive aftalen med Kuupik Kleist.

Faktisk i alt 1,6 milliarder kroner fra 2014 til 2020.

Læs " - Grønland er afgørende for EU"

- Kommissionens forslag til en EU-Grønlands-aftale for 2014-20 beløber sig til 218 mio. euro, siger Tajani til Berlingske.

Tajani understreger dog, at beløbet indgår i de aktuelle forhandlinger om EUs kommende budget for 2014-20, hvorfor beløbet endnu ikke er endeligt sikret.

Den hensigtserklæring, som Kuupik Kleist i dag underskriver, omhandler ikke kun et samarbejde om Grønlands råstoffer, men også en analyse af infrastruktur og investeringsbehov i Grønland i forbindelse med udnyttelse af råstofferne, samarbejde om geologisk viden, opbygning af kompetencer og en analyse af de miljømæssige spørgsmål og sociale effekter, der er relateret til minedrift.

Powered by Labrador CMS