Varmeregning stiger med 50 procent
Boligadministrationsselskabet Ini hæver varmeregningen i samtlige lejemål over hele landet – med under en måneds varsel
Mange Ini-lejere får formentlig et gevaldigt chok i disse dage, når de modtager brev fra boligadministrationsselskabet.
Det sker, fordi Ini foretager varmereguleringer gældende pr. 1. juli, som medfører, at a conto-varmebidragene stiger med hele 50 procent.
Derudover varsler Ini, at der stadig er risiko for ekstraregninger, når årets samlede forbrug er gjort op til april 2013.
- Hvorfor? Kort sagt, fordi der skal være balance mellem a conto-varmebidragenes størrelse og det forventede forbrug, fremgår det af ini.gl.
- Ingen kan komme udenom en kold vinter og stigende energi- og oliepriser. Heller ikke lejere i boliger administreret af Ini. Herudover koster det at sikre en tilfredsstillende vedligeholdelse af varmecentralerne.
- Inis ansvar er en korrekt afvikling af afregningen mellem Nukissiorfiit/olieleverandørerne og de enkelte lejere. Fremover vil der blive foretaget eventuelle reguleringer a conto-bidragets størrelse hvert halve år, lyder meldingen fra Ini.