Air Greenland-ansatte varsler strejke

De kabineansattes fagforbund har varslet konflikt fra og med den 25. juni. Air Greenland er dog optimistisk med hensyn til at nå et forlig om en ny overenskomst

Foto Leiff Josefsen

Tirsdag den 19. juni mødes Air Greenland og de kabineansattes fagforbund, LO-fagforbundet Serviceforbundet, i Forligsinstitutionen i København.

En forligsmand skal forsøge at få parterne til at blive enige om en ny overenskomst, efter at fagforbundet har varslet strejke fra og med den 25. juni.

Serviceforbundets skridt kommer, efter at parterne trods flere forhandlinger ikke har kunnet blive enige om en ny aftale. Og den altovervejende knast er spørgsmålet om lønstigninger.

Trods strejkevarslet er Air Greenlands HR-chef, Mads B. Christensen, optimist med hensyn til at få en aftale i hus.

– Det er ikke så dramatisk, som det lyder. Som det er nu, er forhandlingerne om en ny overenskomst brudt sammen. Men klimaet mellem parterne er bedre, end det har været ved tidligere forhandlinger. Vi er også i dialog, bare ikke om de forhandlinger, som nu skal foregå i Forligsinstitutionen, så jeg tror på, at vi finder en løsning. Lige nu står vi bare langt fra hinanden, forklarer Mads B. Christensen til Sermitsiaq.AG.

Ingen lønfest
Ifølge Air Greenland har virksomheden tilbudt de ansatte lønstigninger på fem procent over tre år, hvilket medarbejderne har afvist som for lidt.

Og budskabet om lave lønstigninger kommer på trods af, at Air Greenland har øget overskuddet.

Luftfartsselskabet kom ud af 2011 med et overskud på 51,3 millioner kroner efter skat, hvilket er en forbedring på 10,2 millioner kroner i forhold til året før.

Men selskabets koncernchef, Michael Binzer, har omvendt understreget, at trods den forbedrede bundlinje er der ikke råd til nogen lønfest i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, da selskabets økonomi fortsat er presset, når det gælder den ordinære rutetrafik. Det øgede overskud er hentet hjem i kraft af flere opgaver for selskaber inden for efterforskning efter olie og mineraler.

– Vi har tilbudt lønstigninger på niveau med det, som andre faggrupper har fået i Air Greenland, og som er på niveau med det, som er blevet givet på det øvrige arbejdsmarked i Grønland. Desuden har vi meddelt, at der godt kan blive tale om større lønstigninger, men de skal modsvares af besparelser på andre områder i overenskomsten, siger Mads B. Christensen.

Har gennemført tre forhandlingsrunder
Mads B. Christensen oplyser, at parterne ind til nu har gennemført tre forhandlingsrunder, og at Air Greenland lige som tidligere har fået bistand fra det københavnske advokatfirma Norrbom Vinding. Selskabet er også advokatfirma for SAS på det arbejdsretlige område.

Ifølge Air Greenland har Forligsinstitutionen efter anmodning fra Serviceforbundet løbende været orienteret om forløbet af forhandlingerne. Og da de brød sammen, har institutionen spurgt, om parterne var interesseret i mægling. Og det har ingen af parterne modsat sig.

Forligsinstitutionen oplyser, at det bliver formand for forligsmændene, tidligere højesteretsdommer Asbjørn Jensen, der skal mægle mellem parterne.

Powered by Labrador CMS