Mimi Karlsen: Anbefalinger forpligter
30 unge kom med input til retningslinier for, hvordan man med ganske få redskaber kan få et bedre børneliv
Børnenes dag begyndte godt for Meeqqat Isummersorfiat, MI. Ved høringen i Inatsisartuts mødesal vedtog cirka 30 elever fra Ukaliusaq-skolen i Nuuk samtlige af MI's 10 forslag til anbefalinger om forældres ansvar.
Kl 14 under høj sol afleverede Meeqqat Isummersorfiats medlemmer de 10 anbefalinger til Mimi Karlsen, medlem af naalakkersuisut for familier, kultur, kirke og ligestilling. Ved afleveringen talte Ea Therkildsen og Sikkerninnguaq Olsen på vegne af panelet. De opfordrede blandt andet naalakkersuisut til at tilbyde kurser til forældre i god opdragelse og på den måde hjælpe børn.
- Vi ved godt forældrerollen kan være svær at udfylde, men hvis vi samarbejder om at give redskaber og gå i dialog med forældrene kan vi nå langt, lød budskabet fra de unge.
De brugte fredagen og torsdag aften med at formulere spørgsmål, som blandt andet lød: “Vil du hjælpe mig med mine lektier? Hvis du hjælper mig med mine lektier, vil det gå mig bedre i skolen og i fremtiden”.
Læs også "Unge diskuterer forældreansvar"
Børnene har valgt at formulere anbefalingerne som spørgsmål og med positive budskaber. De opfodrer alle børn til at bruge spørgsmålene, og dermed gå i dialog med deres forældre.
Mimi Karlsen var rigtig glad for Meeqqat Isummersorfiat anbefalinger, da de ikke var formanende.
- Spørgsmålene kan bruges som et dialogværktøj mellem barn og forældre. Anbefalingerne som vi har fået overrakt i dag forpligter, og vi skal bruge disse i vores arbejde med børnene, sagde Mimi Karlsen efter overrækkelsen.
Som en symbols handling blev der lavet en varde, hvor de ti anbefalinger er malet på stenene. Varden står ved Inussuk-statuen ved Kuussuaq i Nuuk, og anbefalingerne kan læses på Nakuusas hjemmeside, nakuusa.gl, samt på Nakuusas Facebookprofil.
Download de 10 råd her.