Hold øje med hvalerne

Det er tid til at finde kikkerterne frem. Hvalerne boltrer sig i fjorden. På to timers sejlads observerede Sermitsiaq.AG tre pukkelhvaler i Godthåbsfjorden

Sæsonen er begyndt: Hvalerne pukler løs i fjorden. Billedet er taget i går i Godthåbsfjorden. Foto: Leiff Josefsen

Der er ikke meget forår i luften. Regn og slud i stride strømme. Men en sikker forårsbebuder, pukkelhvalerne, har heldigvis fundet vej til et gråmeleret Nuuk.

I går var Sermitisiaq.AG på en tur ind til Qooqqut i Godthåbsfjorden, og i løbet af to timers sejlads (tur-retur til Nuuk) observerede vi tre - måske fire - pukkelhvaler. Den første forsvandt desværre hurtigt fra overfladen igen. Den viste kun ryggen et par gange, inden den dykkede ned i dybet.

Men den næste opførte et passende "hval-safari-show" med en to meter høj blåst og et diskret svirp med halen. Pukkelhvaler er ikke særligt sky, så det er muligt at komme pænt tæt på med båden.

Man regner med, at der findes omkring 70.000 pukkelhvaler i verdenshavene, og på denne tid af året sætter en del af dem kurs mod Godthåbsfjorden, der er verdens næststørste fjordsystem.

Pukkelhvaler kan blive op til 12 til 15 meter lange og veje det samme som 30 biler: 30 ton.

Powered by Labrador CMS