Royal Greenland: Det er vores stenbiderrogn

Den selvstyreejede seafoodproducent Royal Greenland afviser, at virksomheden har hugget råvarer fra Romark Seafood

Royal Greenland og Romark Seafood slås om den eftertragtede råvare, stenbiderrogn.

Seafoodproducentens reaktion kommer efter, at Romark Seafood tidligere lørdag beskyldte Royal Greenland for uretmæssigt at modtage en større mængde stenbiderrogn.

Rognen er produceret af fiskere i Atammik og skulle ifølge Romark Seafood efter aftale med fiskerne indhandles til den private virksomhed - og ikke til Royal Greenland.

Romark Seafood har på den baggrund kontaktet politiet, ligesom selskabet anklager transportøren, Svend Erik Sønderstrup, for at have brudt sin kontrakt med Romark Seafood ved at aflevere lasten til Royal Greenland i stedet for til Romark Seafood.

Royal Greenland understreger, at virksomheden ikke kan forholde sig til konflikten mellem transportøren og Romark Seafood.

- Men vi har en aftale med Svend Erik Sønderstrup om transporten, lige som fiskerne i Atammik ved, at deres rogn bliver indhandlet hos Royal Greenland, da vi tidligere har aftalt med formanden for KNAPP (den lokale fisker- og fangerforening, red.), at fiskerne dér indhandler stenbider og rogn til os, oplyser Royal Greenlands kommunikationschef, Káte Hansen.

Hun tilføjer, at Svend Erik Sønderstrups fartøj, Hvidfisken, tidligere på ugen tog afsted til Atammik med cirka 100 Royal Greenland-tønder, fiskekasser og is.

- Hvidfisken indhandlede 49 tønder hos Royal Greenland i Nuuk. Det viser sig senere, at 16 af tønderne, der blev brugt til at transportere rognen med, er ejet af Romark Seafood. Dem leverer vi naturligvis tilbage til virksomheden, tilføjer Káte Hansen.

Ny aftale
Også Svend Erik Sønderstrup afviser anklagerne fra Romark Seafood.

- Jeg havde oprindelig en aftale med Romark Seafood om transport af stenbiderrogn fra Atammik til Nuuk, men virksomheden opfyldte ikke betalingsbetingelserne, og derfor sagde jeg kontrakten op. Og jeg indgik derefter en aftale med Royal Greenland, understreger Svend Erik Sønderstrup.

Powered by Labrador CMS