Anklager om tyveri af stenbiderrogn

Romark Seafood anklager Royal Greenland for at tage imod hælervarer til en værdi af 250.000 kroner

Den værdifulde stenbiderrogn er omdrejningspunktet for konflikten. Arkivfoto

Krigen mellem det privatejede Romark Seafood og det selvstyreejede Royal Greenland om leverancer af den lukrative stenbiderrogn tog lørdag en ny drejning.

Romark Seafood har henvendt sig til politiet og anklager Royal Greenland for at ulovligt at modtage en last på cirka 100 tønder stenbiderrogn, der ellers skulle indhandles til den private produktionsvirksomhed.

Rognen kommer ifølge den privatejede producent fra Atammik og bliver transporteret via en aftale med rederen Svend Erik Sønderstrup, der ejer fragtbåden Hvidfisken.

– Vi har en aftale med fiskerne i Atammik om leverance og har en charteraftale med Svend Erik Sønderstrup om, at han udelukkende sejler for os i rognsæsonen. Her til formiddag bliver rognen så losset hos Royal Greenland i stedet for hos os. Og vi har meddelt vores konkurrent, at der er tale om tyveri af vores tønder og vores last, når de modtager råvarerne, ligesom vi har gjort Svend Erik Sønderstrup det klart, at han har brudt sin kontrakt med os, understreger bestyrelsesformand Lars Mark Henriksen fra Romark Seafood.

Han vurderer, at lasten repræsenterer en værdi på cirka 250.000 kroner i indhandlingsværdi.

Ifølge Romark Seafood kender fiskerne i Atammik ikke til, at deres råvarer nu bliver indhandlet hos Royal Greenland frem for hos den oprindelige aftalepartner.

Sermitsiaq.AG har forelagt oplysningerne for Royal Greenlands kommunikationschef, Káte Hansen, og afventer en kommentar fra virksomheden, mens det ikke har været muligt at få en kommentar fra Svend Erik Sønderstrup.

Nuuk Politi kan heller ikke udtale sig om sagen før tidligst i næste uge.

Powered by Labrador CMS