- Den værste oplevelse i mit liv

Spøgelser, overnaturlige fænomener, uforklarlige hændelser og ufoer.

Det vrimler med gode, uhyggelige, mærkværdige og forunderlige fortællinger, når vi fra i dag bringer masser af gyserhistorier, som AG’s læsere leverede til AG’s påskeavis.

Vinderhistorien ”Spejlbilledet i vinduet” skrevet af Pavia Møller har vi allerede bragt her på sitet.

Nu er vi klar med Peter Ernst Frederiksens fortælling ”Det viste sig, at den fulgte efter os”.

Rigtig god læselyst!

"Jeg vil fortælle jer om den værste oplevelse, jeg har haft i mit liv.

Den oplevelse, som jeg kan kalde for den værste i mit liv, er fra engang i 1970’erne. Jeg kan ikke rigtig huske hvornår. Jeg vil fortælle om oplevelsen, så I kan fortælle den videre til jeres efterkommere, så den ikke kommer i glemmebogen.

I teenageårene er det normalt i de mindre byer, at man går ude ved aftenstid, hvor man undervejs fortæller hinanden spændende fortællinger, der kan være gruopvækkende.
Én i gruppen begynder for eksempel med et gru-udråb »eeq!« for ligesom at flygte væk fra noget. Det er nemlig meget chokerende at skulle tage flugten pludselig, nogle får nemlig et forvrænget ansigtsudtryk og er grædefærdige i dette øjeblik.

Det har vi så også oplevet, jeg ved ikke hvor gamle vi var dengang, men jeg gik stadigvæk i skole.

Måske omkring op til tiden, hvor jeg skulle konfirmeres? Jeg kan huske, at vi var fire drenge, de nærmeste klassekammerater, der var ude at gå. Vi begyndte at prøve at skræmme hinanden fra vid og sans om aftenen måske i juli?

Vi gik stille og roligt hen mod Aanersuit og drejede hen mod kirkegården, undervejs kom vi ofte ud med udråb for at skræmme hinanden, mens vi forsøgte med gyserfortællinger, som måske ikke var helt sandfærdige.

Jeg havde selv ikke rigtig noget gyseligt at fortælle om spøgelser eller andre uforklarlige oplevelser. Vi var klar over, at man tydeligt kunne høre skridt på vejen, når der var vindstille og man gik gennem byen.

Dengang var der endnu ikke gadebelysning i den del af byen, hvor vi gik hen imod Aanersuit og kirkegården. Vi gik og grinede lidt engang imellem.

Mens vi gik sådan og hyggede os, kunne vi pludselig mærke en bevægelse, uden at der fulgte lyden af skridt, lyden var nemlig anderledes. Det lød qerrr…sssh….qerrr…ssssh.. som om fødderne blev slæbt. Kim sagde: Hvem er det der går sådan?

Jens, Jim og jeg svarede lige efter hinanden at det ikke var os. Tatatataaah!

Vi kiggede på hinanden og ned på fødderne, mens vi mistænkte hinanden for at gå på den måde med mærkelige lyde.

Så blev det gruopvækkende, det lød nemlig, som om lyden blev stærkere, lyden af skridt slæbende på sine fødder, og det kom tættere og tættere på.

Vi standsede alle for at lytte til hvem det var. Når vi standsede stoppede lyden, og lyden kom igen når vi begyndte at gå. Uden at vi lagde mærke det til selv begyndte vi at gå hurtigere, men vi var nået kun halvvejs på langsiden af kirkegården.

Da vi standsede for anden gang, sagde en af os vredt "Hvem er det!?" Vi svarede alle alvorligt, at det ikke var os. I samme øjeblik sagde Jens, der havde set sig bagud: "Hvad er det dér?"

Inden vi kiggede bagud sagde vi alle: "Qraah! Lad være med at gøre det med vilje!" Han sagde for alvor igen: "Haaj! Jeg lyver ikke! Se selv!!"

Vi blev forundrede over hans opførsel og kiggede tilbage på vejen for at se, hvad det var han betragtede. Og der kunne man bare se. Det så ud som en sten, der var lagt på vejen og havde samme størrelse som vores kroppe.

Mens vi alle betragtede den sagde Jim: "Lad os gå baglæns – med øjnene rettet mod den".

Da vi begyndte at gå baglænvs, lød der ikke noget. Skikkelsen bevægede sig ikke. Da vi ikke længere kunne se den i mørket, begyndte vi at gå forlæns igen, meget spændte om vi skulle høre lyden igen. Det føltes, som om vi kunne høre hinandens hjertebanken.

Da vi begyndte at gå lidt hurtigere, kom lyden igen, skridt der slæbte på fødderne. Lyden kom hurtigere tæt på dennne gang.

Lige da vi var overvældet af den isnende og grufulde oplevelse, kiggede vi alle mod den næsten på en gang, den grimme skikkelse kom hen mod os krybende! AAAARGH!!! I samme øjeblik havde vi mistet bevidstheden.

Vi var blevet skræmt fra vid og sans og var løbet væk så hurtigt, vi kunne, skrigende. Vi kom først til bevidsthed lige foran kirken knælende ned på jorden, gispende efter vejret og helt hvide i ansigtet. En uskyldig skræmmeleg resulterer altså i en gruopvækkende oplevelse, hvor noget forsøger at skræmme livet af én.

Og du, kære læser, hvis du føler dig på den måde, så husk, når du går ude om aftenen og kommer til et mørkt område, at du skal kigge dig tilbage. EEEQ!"

Du kan købe AG’s påskeavis med samtlige gyserhistorier her: