Derfor blev skoleleder ekskluderet fra Imak

Lærerforeningens formand forklarer, hvorfor skoleleder i Tasiilaq Jørn Holbech er blevet ekskluderet fra Imak

Imak-formand Sivso Dorph. Foto: Leiff Josefsen

- Jørn Holbech (skoleleder i Tasiilaq, red.) udtalte den 29. marts i Qanorooq, at et lovindgreb var den eneste løsning på konflikten, inden naalakkersuisut havde besluttet at lade sagen gå lovens vej. Jørn Holbech var dermed til at påvirke politikerne til at træffe en beslutning om et politisk indgreb.

Det skriver Imak-formand Sivso Dorph i dag i en pressemeddelelse.

Det sker samme dag, som ugens udgave af AG udkommer.

Avisen afslører, hvordan lærerforeningen på et internt møde har besluttet at ekskludere Jørn Holbech fra Imak.

Læs også "Ekskluderet fra Imak: Jeg er rystet"

- Vi skal værne om den frie forhandlingsret. Grønland skal selvfølgelig også overholde ILO's konvention 98 om frie forhandlinger. Et lovindgreb er aldrig den eneste løsning i et forhandlingsforløb. Der er altid mulige løsninger på et forhandlingsforløb. Derfor skal politikerne holde sig langt fra politiske indgreb. Det skaber kun uro og utryghed i samfundet, når politikerne blander sig i tide og utide i forhandlingerne, fremhæver Sivso Dorph.

Han fortæller, at Imaks repræsentantskab den 21. april besluttede at ekskludere Jørn Holbech fra lærerforeningen i henhold til:

Ӥ 5 Eksklusion
Skønner bestyrelsen, at et medlem modarbejder organisationens interesser, kan den ekskludere medlemmet,..”

- Et forslag om lovindgreb er at modarbejde foreningens interesser. Derfor blev Jørn Holbech ekskluderet, forklarer Sivso Dorph.

Få hele den opsigtsvækkende historie i ugens AG. Du kan købe en elektronisk udgave af avisen her:

Powered by Labrador CMS