Nyt partnerskab med fokus på vores miljø

Flere centrale aktører i landet har taget initiativ til et stort miljøprojekt

Danmark får ny arktisk ambassadør. Foto: Leiff Josefsen

Med musikeren og miljøentusiasten Mads Lumholt som ambassadør og frontfigur har CSR Greenland, Grønlands Arbejdsgiverforenings lokalafdeling i Nuuk, Kommuneqarfik Sermersooq og Royal Greenland taget initiativ til et stort miljøprojekt.

Projektet hedder ”Saligaatsoq” og løber over tre år. I år er hovedparten af aktiviteterne i Nuuk, men der vil over de næste måneder komme stadig større fokus på kysten. Projektet skal hjælpe med at sætte fokus på miljø i Grønland gennem en række forskellige aktiviteter, der både inddrager virksomheder, borgere og det offentlige.

Miljø-initiativtager Mads Lumholt siger:

- Jeg elsker den grønlandske natur og synes, det er utrolig vigtigt, at vi passer på den. Derfor har jeg taget initiativ til Saligaatsoq, som er startet i det små, men som nu virkelig får luft under vingerne med flere partnere og større synlighed.

Projektet er overordnet delt op i tre fokusområder:

Virksomhederne:
- Virksomhederne har vist et omfattende engagement i forhold til at sætte fokus på miljøet. Projektet har flere virksomhedselementer, herunder et miljøkursustilbud, konkrete værktøjer, materiale og endelig assistance til at hjælpe virksomhederne med deres miljøindsats. Virksomhedsindsatsen lanceres ved et særskilt arrangement den 21. maj i Grønlandsbanken.

Skolerne:
- Da de unge er vigtige for, at vi i fremtiden passer på vores natur, har Saligaatsoq prioriteret at lave en speciel skoleindsats. I uge 23 og 24 står Mads Lumholt i spidsen for en omfattende skoleindsats i Nuuk, hvor han vil engagerer de ældste elever i folkeskolen med et skræddersyet undervisningsforløb, aktiviteter og konkurrencer.

Borgerne og offentligheden:
- Projektet rækker naturligvis også ud til den store offentlighed. Der vil blandt andet være kampagner på sociale medier for at skabe større opmærksomhed omkring miljø. En indsats, som kulminerer med et lanceringsevent på miljødagen den 5. juni i Nuuk, hvor Mads Lumholts nye sang vil blive offentliggjort sammen med en række andre aktiviteter.

Kommuneqarfik Sermersooq har gennem længere tid arbejdet på at forbedre sin miljøindsats – ikke mindst på affaldsområdet. For at understøtte arbejdet bliver Kommuneqarfik Sermersooqs traditionelle "forårsrengøring" i år gennemført som led i Saligaatsoq projektet og skydes derfor også i gang på miljødagen den 5. juni.

Ligesom sidste år vil Saligaatsoq også i år have en stor og festlig affaldsindsamling for virksomheder og andre interesserede den 14. juni. Saligaatsoq er åbent for andre interesserede aktører som kunne have interesse i at udbrede det til andre dele af Grønland.

Læs mere om Saligaatsoq på Facebook og saligaatsoq.gl.

Se mere på mere på csr.gl.

Powered by Labrador CMS