Siumut efterlyser en national ældrepolitik

Antallet af ældre bliver næsten tredoblet i år 2040

Siumut efterlyser en national handlingsplan på ældreområdet. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Vi har for længst passeret årsdagen for Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning ”Vores velstand og velfærd kræver handling nu”, og på Inatsisartuts møde i eftermiddag kræver Siumut handling nu.

Skatte- og Velfærdskommissionen forventer, at middellevetiden i Grønland fortsætter med at stige. Den forbedrede sundhedstilstand er en glædelig udvikling, men den sætter samtidig ældreomsorgen under pres.

Den demografiske udvikling betyder, at gruppen af ældre over 64 år siger fra 3.700 personer i dag til 9.200 personer i 2040. Samtidig vil antallet af voksne i den erhvervsaktive alder fra 18 til 64 år forblive uændret.

– Det skaber udfordringer for den fremtidige velfærd, skriver Skatte- og Velfærdskommissionen.

Larmende tavshed
– Siden betænkningens præsentation i marts 2011 har der i naalakkersuisut været larmende tavshed om ældreomsorgen, siger Siumuts landstingsgruppe.

– På den officielle hjemmeside nanoq.gl er det umuligt at orientere sig om fremdriften og organiseringen af opgaverne fra Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning. Vi har snarligt brug for en klar udmelding fra naalakkersuisut, som ikke kan blive ved gå udenom en ældrepolitik som katten om den varme grød.

– I fremtiden bliver der flere og flere ældre, der har brug for service, og derfor skal det allerede i dag undersøges, hvem der hvordan skal udføre denne service, lyder det fra en utålmodig landstingsgruppe.

Siumut efterlyser derfor i eftermiddag en seniorpolitik i Grønland.

Powered by Labrador CMS