Terrormistænkte fængsles i fire uger
De tre terrormistænkte er blevet fængslet i fire uger for ulovlig våbenbesiddelse - de første dage i isolation
De tre unge terrormistænkte skal sidde i isolationsfængsel frem til 10. maj, mens politiet efterforsker. Foto fra Vestre Fængsel. Finn Frandsen, Polfoto
Leiff Josefsen
De tre terrormistænkte personer, der blev anholdt fredag, er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør lørdag formiddag. De er udelukkende sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
De skal sidde i isolation frem til 10. maj. Ingen af de tre kærede dommen.
De tre mænd blev anholdt fredag. To blev anholdt ved Herlev Station og en på bopælen i Melissehaven i Herlev.
De er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a, som handler om overtrædelse af våbenlovgivningen. Det drejer sig om besiddelse af to AK47-geværer.
Den ene, en 22-årig mand, har erkendt medvirkende til besiddelse af våbnene, mens de to andre har erklæret sig ikke-skyldige.
Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har været sparsomme med oplysninger i sagen, men fredag oplyste PET, at man mistænker de tre mænd for terror.
Fredag lød det ligeledes, at politiet er gået aktivt ind i efterforskningen for at sikre, at "eventuelle terrortrusler er blevet imødegået og afværget ved de foretagne anholdelser".
To af de anholdte, en 22-årig jordansk statsborger og en 23-årig mand med tyrkisk pas, bor i Danmark, mens den tredje, en 21-årig dansk statsborger, bor i Egypten.