Ligadrømmene lever
Både Jakob Larsens GOG og Angutimmarik Kreutzmanns OV Helsingborg spillede onsdag aften. Det endte med både op- og nedtur
Håndboldspillerne Akutaaneq Kreutzmann og Muusaraanguaq Søholm bakkede GOG og Jakob Larsen op. Foto: Knud Fl. Larsen
GOG vandt igen over et ligahold.
Sidste søndag var det Mors-Thy, der måtte bøje sig for overmagten, og onsdag aften måtte Skanderborg hjemme i den lille Morten Brørup Hal i Skanderborg konstatere, at GOG på det helt rigtig tidspunkt har meldt sig ind i kampen om oprykning til Håndboldligaen.
De gulblusede GOG vandt den spændende og medrivende kamp 27-29 efter 15-15 ved pausen. Tilskuerne fik dramatik for alle pengene. Fem udvisninger til GOG og seks til Skanderborg. Der var kamp om hver eneste bold og mange flotte detaljer i alle 60 minutter.
Fire point har GOG hentet i oprykningsspillet, siden Jakob Larsen for godt en uge siden overtog holdet som cheftræner. GOG og TMS Slagelse kæmper om den vigtige tredjeplads, der giver adgang til play-off kamp mod nummer tre Skive fra den anden pulje. GOG og TMS Ringsted tørner sammen næste søndag på GOG's hjemmebane i Gudme.
Begge klubber har fire point. GOG kan nøjes med uafgjort.
Angutimmarik Kreutzmann
Sidste søndag vandt OV Helsindborg på udebane med et sidste sekunds mål 30-29 over Lindesberg.
Angutimmarik Kreutzmann og holdkammeraterne var igen i kamp onsdag aften. Hjemme i Idrættens Hus i Helsingborg var modstanderen H43 fra Eliteserien, og OV Helsingborg måtte desværre konstatere, at det ikke denne gang blev til to point.
OV Helsingborg tabte 26-32 efter en dårlig første halvleg, hvor holdet ved pausen var bagefter med 14-21.
Angutimmarik Kreutzmann spillede trods nederlaget en god kamp. Fem scoringer blev det til. Adskellige gange måtte modstanderne stoppe Angutimmarik Kreutzmann med ulovlige midler.
- Oprykningsspillet er nok det hårdeste, jeg nogensinde har været med til, fortæller Angutimmarik Kreutzmann til Sermitsiaq.AG.
- Efter en lang og hård turnering spiller vi ni ekstra og meget hårde kampe om oprykningen til Eliteserien. Det føles faktisk som en helt ny turnering.
Trods nederlaget til H43 er OV Helsingborg stadigvæk nummer tre, da de nærmeste forfølgere til trediepladsen, der giver oprykning, Hammeby også tabte.
Bliver Angutimmarik Kreutzmann også i næste sæson i OV Helsingborg, skal han have ny træner, da OV Helsingborgs danske træner Ian Marko Fog stopper i klubben, når kvalifikationsspillet er slut.