A: Mellemindkomstgruppen bliver den store taber

Forkert finansiering af skattenedsættelserne vil ramme mellemindkomstgruppen, mener Atassuts Steen Lynge

Atassuts Steen Lynge. Foto: Leiff Josefsen

Naalakkersuisut med IA og Demokraterne vil indføre én procents skattenedsættelse.

En kommende skattenedsættelse på arbejde kan for eksempel finansieres ved, at der lægges skat på kapitalgevinster, der for eksempel kommer fra overskuddet af salg af ejendomme, der i dag er skattefrie, forklarede IA’s politiske ordfører Aqqaluaq B. Egede tidligere i dag her på sitet.

Læs også "IA: Skatteomlægning er kærkommen"

Men den plan holder ikke, mener Atassuts Steen Lynge.

- IA påstår, at denne skatteomlægning vil hjælpe mellemindkomstgruppen. Det påstår IA uden at forklare hvordan. Det er noget vrøvl at påstå dette, da sådan en omlægning tværtimod vil ramme mellemindkomstgruppen, hvis det finansieres via skat på overskud i forbindelse med salg af bolig, der i fremtiden hindrer dem i at få deres egen bolig, siger Steen Lynge.

- Når først en familie køber egen bolig, så forpligter den sig selv til at vedligeholde boligen på egen regning. Denne udgift vil familien ikke kunne bruge som fradrag, og det vil betyde, at når boligen engang sælges, vil de have været dobbelt beskattet. Når man ikke kan bruge renter som fradrag, vil det betyde, at kun de rige vil have råd til at optage lån. Det vil i den sidste ende hindre mellemindkomstgruppen i at købe egen bolig.

Ifølge Steen Lynge vil naalakkersuisut med IA og Demokraterne oven i det i løbet af 10 år afskaffe fradragsretten af boliglånets renter.

- Det betyder, at familien vil blive tredobbelt beskattet ved salg af en bolig, hvis boligen bliver solgt til bare én krone over den oprindelige købspris.

Samfundet taber penge
- Denne indirekte tredobbelte beskatning vil betyde, at mellemindkomstgruppen ikke vil købe egen bolig og hellere vil vælge lejeboligen og bruge deres hårdt tjente penge på forbrug. Når færre og færre i fremtiden vælger at købe egen bolig, vil samfundet tabe penge, idet det vil være nødt til at finansiere lejeboliger, fremfører Steen Lynge.

- Atassut går ind for skattenedsættelse, men ikke når, det vil ramme skævt og i fremtiden hindre flere i at have råd til egen bolig.

- Naalakkersuisut med IA og Demokraterne bør i stedet arbejde for, at offentlig delfinansiering af bolig Ikke kan misbruges af boligspekulation samtidig med, at det arbejder for at animere befolkningen til at investere i egen bolig og tiltrække bedre finansierings muligheder. Dette vil frigøre midler til landskassen, siger Steen Lynge.

Powered by Labrador CMS