Rejsende i håndbold

Bilen reklamerer for HC Fyn, men sejrene var til HC Odense og GOG

HC Fyn står der på bilen, men sejrene var til HC Odense og GOG. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Det blev en travl søndag for cheftræner Jakob Larsen, da både HC Odense og GOG var i kamp.

Først var det i Aarhus, hvor pigerne fra HC Odense, klokken 15.00 i Vejlby-Risskov Hallen i den sidste kamp i kvalifikationsspillet om at forblive i Håndboldligaen mødte SK Århus.

HC Odense har for længst sikret sig endnu en sæson i landets bedste række og sluttede kvalifikationskampene af med maner og vandt 25-21. HC Odense har vundet fem ud af seks kampe i kvalifikationsspillet og vandt puljen. Holdet, der var uden point efter de første ni kampe i turneringen, har med Jakob Larsen på bænken vundet 11 ud af 17 kampe.

Jakob Larsen havde ikke tid til at fejre sejren i Aarhus. Umiddelbart efter, at dommerne havde fløjtet kampen af, ventede 186 kilometer på motorvejen til Gudme på Sydfyn, hvor der var kampstart klokken 19.30.

Flot sejr til GOG
Kampen mod nummer ni i Håndboldligaen Mors-Thy var GOG's sidste chance, hvis klubben skulle blande sig i oprykningen til Håndbldligaen. 1200 tilskuere var på plads i den intime hal i Gudme, og de blev vidner til en rigtig flot håndboldkamp. GOG's gamle dyder fra storhedstiden: Kontant forsvarsspil, hurtige kontramål og sikkert målmandsspil var igen fundet frem.

Fra bænken ledede Jakob Larsen med sikker og heldig hånd slagets gang. Mors-Thy var med i begyndelse og førte 3-4. Herefter var det GOGs kamp. Især i 1. halvleg viste GOG, at det var en kamp, som holdet ville vinde. Efter pauseføring 19-11 vandt GOG en sikker 35-28 sejr.

Efter den flotte sejr er der igen blevet pustet liv i drømmen om en plads i ligaen til næste sæson. Der resterer to kampen i kvalifikationsspillet. Onsdag på udebane mod Skanderborg og næste søndag hjemme i Gudme mod TMS Ringsted.

- Vi vidste, at de ville spille meget af kampen med et offensivt forsvar. Det har vi selvfølgelig trænet, og det gav bonus. Det var også en fantastisk kulisse med et meget medlevende publikum, som jo næsten bar os igennem kampen, sagde en meget tilfreds og lidt træt Jakob Larsen efter kampen.

Også assistenttræner i GOG, Peter Henriksen, er rejsende i håndbold. Lørdag var han i Parken i København på banen i AG Københavns sejr over Barcelona i Champions League.

Søndag på bænken i Gudme og på lørdag til Barcelona i returkampen i Champions League.

Powered by Labrador CMS