Vild forvirring om kommunalrødderne

Siumut vil løsne de geografiske repræsentanters stavnsbånd

Demokraternes Jens B. Frederiksen og Justus Hansen vil afskaffe de geografiske repræsentanter, mens Hans Enoksen vil løsne deres stavnsbånd. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Partierne i Inatsisartut er dybt splittede i spørgsmålet om de geografiske repræsentanter i kommunalbestyrelserne efter næste kommunalvalg, og derfor er 2.- og 3.-behandlingen af den kommunale valglov udskudt til efterårssamlingen.

Naalakkersuisuts medlem for indenrigsanliggender Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat, beholder i sit lovforslag de geografiske repræsentanter fra hver af de 18 gamle kommuner, som blev opfundet ved kommunesammenlægningen i 2009, men han vil have styr på dem.

Derfor vil de geografiske repræsentanter i fremtiden miste deres plads i kommunalbestyrelsen, hvis de flytter fra den by, som de er blevet sat til at varetage. Et eksempel: Den geografiske repræsentant i Ittoqqortoormiit bliver smidt ud af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, hvis vedkommende flytter til Nuuk.

Læs også "Nyt valgsystem fastholder fortiden"

– Det er et frontalt angreb på demokratiet, siger Siumuts tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, som i efteråret 2007 stod fadder til den kommunale særlov, der opfandt de geografiske repræsentanter som en engangsfænomen.

– Vi styrker ikke nærdemokratiet ved at begrænse de enkelte kommunalpolitikeres bevægelsesfrihed, siger Hans Enoksen.

Hvad bliver det næste…
Efter kommunalvalget i 2008 flyttede to geografiske repræsentanter: Emilie Kunnaq fra Ittoqqortoormiit og Jes Svane fra Qasigiannguit. Emilie Kunnaq blev truet med bål og brand, men da Jess Svane flyttede til Ilulissat for at blive borgmester i Qaasuitsup Kommunia, blev reglerne blødt op. Begrundelse: Lokalpolitikerne skal ikke være stavnsbundet. Og slet ikke i en tid, hvor mobilitet er et nøgleord.

– Hvad bliver det næste? At landspolitikerne mister deres plads i Inatsisartut, hvis de flytter fra Itilleq til Saqqaq, spørger Hans Enoksen.

De fire kommunalbestyrelsen vil i løbet af maj tage stilling til spørgsmålet om de geografiske repræsentanter, og deres holdninger vil hen over sommeren indgå i Lovudvalgets arbejde.

De ukendte politikere
Sermitsiaq.AG spurgte tidligere på dagen vore læsere, om de kender navnet på deres geografiske repræsentant i kommunalbestyrelsen.

Klokken 18.00 havde 239 svaret: 88 kender navnet, mens 151 ikke aner, hvem der øremærket deres kommune blev stemt ind i kommunalbestyrelsen i april 2008

Powered by Labrador CMS