økonomisk analyse
Nationalbanken: Grønlands økonomi presset i knæ
En økonomisk analyse foretaget af Danmarks Nationalbank tegner et dystert billede af den økonomiske situation i Grønland - investeringsfaldet forventes at fortsætte
Grønlands økonomi er under massivt pres.
Således tegner en økonomisk analyse foretaget af Danmarks Nationalbank et dystert billede af aktuelle tendenser i den grønlandske økonomi:
- Grønland står over for betydelige økonomiske problemer. Aktiviteten er for nedadgående, efter nogle indikatorer at dømme endda ganske kraftigt. Fiskeriet, som er det altdominerende eksporterhverv, har vigende fangster af rejer, formentlig klimatisk betinget, og andet traditionelt fiskeri har ikke kunnet kompensere herfor. Der er ikke mange forhold i fiskeriet, der peger på vækst, men forsøgsfiskeri efter makrel kan vise sig at få stor betydning.
- Bygge- og anlægsvirksomheden er i tilbagegang efter nogle år med et højt aktivitetsniveau, og aktiviteten ved udvinding og efterforskning af råstoffer er faldet kraftigt, fremgår det af sammenfatningen i den økonomiske analyse i forbindelse med kvartalsoversigten for 2. kvartal 2014.
Læs: Arbejdsløshedstal: Atter dårligt nyt
Læs: Hans Enoksen: Siumut svigter arbejdsløse
En analyse, hvori det blandt andet også fremgår:
- Takket være gunstige priser på fisk og skaldyr er økonomien i store dele af fiskeriet god, og det har bidraget til, at der har været små overskud på landskasseregnskaberne i 2012 og 2013. Den offentlige gæld er derfor fortsat beskeden. Bruttogælden udgør cirka 5 procent af bruttonationalproduktet, BNP.
Gælden i de selvstyreejede aktieselskaber indgår ikke i tallet.
Investeringsfaldet forventes at fortsætte
Tilbagegangen kommer efter en årrække med høj vækst. Fra 2003 til 2011 steg aktiviteten i gennemsnit med lidt over 3 procent om året, primært som følge af stærkt stigende investeringer.
I 2012, det seneste år dækket af nationalregnskabsoplysninger, faldt investeringerne imidlertid kraftigt.
Faldet var særlig kraftigt, over 60 procent, for investeringerne i mineral- og olieefterforskning, men også de traditionelle investeringer i bygninger og anlæg faldt markant. Faldet i investeringerne havde overvejende sit modstykke i faldende import, men har også påvirket aktiviteten, ikke mindst i bygge- og anlægssektoren, negativt.
- I 2013 og 2014 vurderes investeringsfaldet at fortsætte. Efterforskningsaktiviteten er droslet yderligere ned, ligesom bygge- og anlægsinvesteringerne går tilbage, bemærker Nationalbanken.
Der er stadig ingen miner i drift herhjemme.
Sermitsiaq.AG er ved at indhente et interview med formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut.
Læs hele den økonomiske analyse foretaget af Danmarks Nationalbank