Ingen midlertidige ventelisteløsning

Naalakkersuisut har ingen planer om tiltag, der kan få ventelisterne til landets anstalter ned, siger Anthon Frederiksen

Foto: Leiff Josefsen

- Det er naalakkersuisuts holdning, at midlertidige løsninger på problemstillingen ikke er holdbare, hvorfor naalakkersuisut holder et primært fokus på en varig løsning af ventelisteproblematikken.

Sådan lyder konklusionen fra medlem af naalakkersuisut for indenrigsanliggender, natur og miljø Anthon Frederiksen.

Ordene falder i et svar til Siumut-formand Aleqa Hammond, som har stillet flere paragraf 37-spørgsmål. Blandt andet har hun spurgt, om naalakkersuisut har planer om at mindske ventelisterne til anstalterne, eftersom antallet af domfældte til anstaltsanbringelse, der ikke har afsonet endnu, er nået over 300.

Hertil svarer Anthon Frederiksen:

- Naalakkersuisut er opmærksom på den tilbagevendende problematik omkring ventelister til anstalterne. Det skal i den forbindelse understreges, at anstaltsspørgsmålet, herunder ventelister, er et dansk anliggende, hvorfor samtlige spørgsmål, der har relation til disse, sendes til de relevante statslige myndigheder til besvarelse.

- Naalakkersuisut har derfor løbende i regi af Rådet for Grønlands Retsvæsen samt på de tilbagevendende møder med den danske justitsminister gjort opmærksom på problemstillingen, forklarer Anthon Frederiksen.

Den danske justitsminister har tilkendegivet, at der i 2012 vil blive foretaget en samlet undersøgelse af kriminalforsorgens område, herunder også kriminalforsorgen i Grønland.

Ventetidsbetinget benådning
Aleqa Hammond har også spurgt, om ventetidsbenådning i Grønland er noget for naalakkersuisut.

- For så vidt angår ventetidsbetinget benådning forventes det, at der udarbejdes en redegørelse vedrørende udkast til den danske bekendtgørelse til Inatsisartut på den kommende samling, oplyser Anthon Frederiksen.

Powered by Labrador CMS