Tilfredshed efter Arktis-konference

Vestnordisk Råds grønlandske delegation er godt tilfreds efter temakonferencen i Ilulissat

Formand for Inatsisartut og formand for Vestnordisk Råds grønlandske delegation Josef Motzfeldt. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Der synes at være et fælles fokus i forskningen på emnerne befolkningen, miljø og natur, klima, bærerdygtig erhvervsudvikling og endelig uddannelse og kompetenceudvikling i den nævnte rækkefølge.

- Dette synes også at være en god grund til at fokusere på disse emner i den nævnte rækkefølge, da det under alle omstændigheder må forskes i konsekvenserne for befolkningerne som følge af klimaændringerne, der både medfører nye økonomiske muligheder og på samme tid udfordrer de bestående økonomiske systemer.

Sådan lyder nogle af konklusionerne fra Vestnordisk Råds temakonference i Ilulissat, som sluttede fredag.

Grønland var i år vært ved temakonferencen, som blev holdt under temaet ”Vestnordens position i det internationale system med særlig fokus på Arktis”.

Mange oplægsholdere bidrog med mange forskningsresultater inden for en bred vifte af forskning omkring det arktiske tema.

Opsamling på stort fokus
- Som repræsentanter for den befolkning, der bebor de arktiske egne, var der et fælles ønske fra de vestnordiske parlamentarikere om at få samlet op på det store fokus, der er på det arktiske område, for sammen at forsøge at få defineret, hvad der er regionens fælles interesser omkring den internationale politiske dagsorden og den internationale kamp om at få en bid af både ressourcerne og territorier af den arktiske egn, lyder det fra den grønlandske delegation.

Delegationen består af formanden Josef Motzfeldt, næstformand Ruth Heilmann, Aleqa Hammond, Jane Petersen, Astrid Fleischer og Sivert K. Heilmann.

Delegationen havde tilligemed inviteret Knud Fleischer fra Kattusseqatigiit Partiat med til konferencen som observatør, da partiet ikke er repræsenteret i delegationens seks pladser i Inatsisartut.

Formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist var blandt andre inviteret til at holde et oplæg om den grønlandske regerings arktiske politik.

Vigtige forskningsinitiativer
- Det bør derfor være de løbende fælles forskningsinitiativer, der synes at være blandt de vigtigste ting, som de vestnordiske lande skal fokusere på, for overhovedet at være på forkant med den store interesse der er om regionen.

- Den vestnordiske råds delegationer skal efter temakonferencen arbejde frem til en fælles konklusion til rådets årsmøde. Et råds konklusion kan være i form af rekommandationer til regeringerne i de tre lande og som fremlægges til behandling i de tre landes parlamenter eller udtrykkes ved en fælles udtalelse til de tre landes regeringer, lyder det fra den grønlandske delegation.

Powered by Labrador CMS