AK: Alle skal respektere forhandlingerne

- Lovindgreb er ikke vejen frem til løsning af en fastlåst situation ved forhandlinger mellem arbejdsmarkedsparter, fastslår Atorfillit Kattuffiat-formand

Foto: Sermitsiaq.AG

- Jeg har noteret, at der er bred politisk opbakning til opfordringen fra Kanukoka om et lovindgreb, der kan bringe konflikten med Imak til ophør. Jeg vil nu drøfte sagen med naalakkersuisut, og en beslutning vil blive udmeldt snarest.

Sådan sagde medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen i lørdags.

Læs "Lovindgreb mod lærerkonflikten"

Nu er Atorfillit Kattuffiat på banen:

- Atorfillit Kattuffiat er i grunden enig med de fire kommuner om, at en fortsat drift af folkeskolen er et centralt samfundsanliggende, siger Erik Hammeken, formand for Atorfillit Kattuffiat, der organiserer tjenestemænd, tjenestemandslignende ansatte, overenskomstansatte samt ansatte med individuelle kontrakter i Grønland.

- Når det er sagt, er følgende også nødvendigt at sige især til politiske ordførere fra forskellige partier: Lovindgreb er ikke vejen frem til løsning af en fastlåst situation ved forhandlinger mellem arbejdsmarkedsparter.

- Vi har det nemlig sådan, at vi er underlagt aftalemodel efter den danske model, hvor løn og andre ansættelsesvilkår for ansatte fastsættes gennem en forhandling mellem aftaleparter på lige fod. I denne aktuelle sag er det forhandling mellem Imak og selvstyrets overenskomstafdeling, siger Erik Hammeken.

- Borgmestre, men sandlig også de politiske partier må ikke blande sig i forhandlingerne. De skal i stedet respektere fagorganisationernes frie forhandlingsret.

Læs "Naalakkersuisut har forhalet sig i tre år"

læs "Imak: Meget tragisk og helt uacceptabelt"

Kanukoka meddelte i sidste uge, at de fire kommuner havde ved en fælles henvendelse til naalakkersuisut udtrykt stor bekymring ved, at forhandlingerne med lærernes fagorganisation Imak er brudt sammen, hvorfor naalakkersuisut opfordres til at overveje, hvilke andre tiltag der med bred samfundspolitisk dækning kan sikre trygge og stabile betingelser for folkeskolens fortsatte drift.

Siden har flere af partiernes politiske ordførere været på banen for at fastslå, at en eventuelt politisk indgriben være nødvendig i sidste ende i form af et lovindgreb.

Powered by Labrador CMS