Chok-exit vækker uro

Tusind spørgsmål, men meget få svar. Det er situationen efter, at tre chefer er blevet sendt hjem fra Sana. Det vækker uro på sygehuset

Foto: Leiff Josefsen

Balladen på Dronning Ingrids Hospital vækker stor uro blandt personalet.

- Selvfølgelig er vores medlemmer urolige, siger formand for Peqqissaasut Kattuffiat, Inuuti Fleischer.

- Hvordan påvirker det arbejdsvilkårene?

- Det giver sig selv, at medlemmerne er optaget af det her, svarer en ret fåmælt Inuuti Fleischer.

Læs "Chok-udskiftning i sundhedsledelsen"

- Spørgsmålet er, hvorfor de tre topchefer er blevet fritaget for tjeneste. Ved I, hvad der er sket?

- Ikke andet end det, vi har hørt og set i pressen. Alle går jo rundt og gætter i øjeblikket. Der er nok ikke andet at gøre end at vente på resultatet af den undersøgelse, der er iværksat.

- Blev I varslet på forhånd om sagen?

- Nej, vi fik intet at vide på forhånd.

Grønlands Sygeplejerskerorganisation bebuder, at de på et senere tidspunkt vil udsende en pressemeddelelse, hvor de mere detaljeret redegør for sygeplejerskernes reaktion oven på de tre chefers chok-exit.

Styrelseschef i sundhedsvæsenet Kurt Nielsen, cheflæge Carsten Thordal og chefsygeplejerske Lisbeth Lumby Rasmussen blev søndag fritaget fra tjeneste. De tre ud af fire medlemmer af landets sundhedsledelse er blevet fritaget fra tjeneste på grund af "lønudbetalinger, som ser underlige ud”.

Det har departementschef i Departementet for Sundhed, Ann Birkekær Kjeldsen, oplyst til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS