D: Genforhandl aftale om selvstyre
Udskyd den planlagte afstemning om selvstyre, der skal finde sted til november - og genforhandl i stedet aftalen. Sådan lyder et forslag fra Demokraterne på Landstingets efterårssamling.

Partiet mener ikke, at den nuværende aftale er god nok, når det gælder økonomisk kompensation fra Danmark.
I den nuværende ordning om hjemmestyre modtager Grønland kompensation fra den danske stat, når hjemmestyret overtager nye opgaver fra Danmark. Denne ordning går ikke igen i forslaget til selvstyreordning.
Samtidig ønsker partiet en bedre aftale på råstofområdet. ifølge lovforslaget får Grønland kun de første 75 millioner kroner fra råstofindtægterne, hvorefter yderligere indtægter skal deles med Staten via en beskæring af bloktilskuddet.
- Men med de mangler, der er i det grønlandske samfund på boligområdet, socialområdet, sundhedsområdet og forsyningsområdet, så mener Demokraterne, at den første milliard kroner i overskud fra de grønlandske råstoffer alene skal tilfalde Grønland, så borgerservicen kan bringes op på samme niveau som i resten af Rigsfællesskabet, anfører Demokraterne i deres beslutningsforslag.