S advarer mod social dumpning
Hvis Grønland tager imod billig kinesisk arbejdskraft - underminerer man den aftale, der er indgået med arbejdsmarkedets parter i Norden
Udvinding af aluminium og andre naturressourcer i Arktis medfører nogle vigtige grundlæggende diskussioner som Norden bør engagere sig i. Det berører den nordiske aftalemodel når det kommer til risikoen for social dumping ved den nødvendige import af udenlandsk arbejdskraft i denne sammenhæng.
Det skriver Socialdemokraterne i Nordisk Råd i en pressemeddelelse:
- Den nordiske aftalemodel der involverer arbejdsmarkedets parter er unik for Norden, og er et grundlæggende princip i de nordiske velfærdssamfund. Afvigelser fra denne praksis i de nordiske lande i form af social dumping er derfor et alvorligt problem, der på sigt er med til at underminere den samfundsøkonomiske styrke for Norden.
Det må slås fast, at aftaler mellem arbejdsmarkedets parter samt ILO-konventioner skal overholdes i de nordiske lande – også ved anvendelse af udenlandsk arbejdskraft.
Socialdemokraterne i Nordisk Råd har derfor forståelse for SIK (LO i Grønland) og GA (Grønlands arbejdsgiverforening) fælles bekymring vedrørende kommende storskalaprojekter og ønsker at både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd i sit arktiske engagement er opmærksom på de udfordringer det arktiske område står over for, når behovet for udenlandsk arbejdskraft opstår, på samme måde som at opmærksomheden er nødvendig i
den sydlige del af Norden.
Netop spørgsmålet om Grønland er omfattet af ILO-konventionen - og dermed forpligtet til at overholde arbejdsklausuler, er storpolitik, da Alcoa-giganten kræver, at et mineprojekt i Grønland - skal udføres af billig arbejdskraft fra Østen.