Arbejdsløsheden skal ned i nord

Ove Karl Berthelsen og Jess Svane har indgået en aftale om at bekæmpe arbejdsløshed i Qaasuitsup Kommunia

Medlem af naalakkersuisut Ove Karl Berthelsen og borgmester Jess Svane har i dag indgået aftale om ledighedsbekæmpelse i Qaasuitsup Kommunia. Foto: Grønlands Selvstyre

Medlem af naalakkersuisut Ove Karl Berthelsen og borgmester Jess Svane har i dag indgået en aftale om ledighedsbekæmpelse i Qaasuitsup Kommunia.

De har indgået aftale om at anvende 1,5 millioner kroner til at ruste kommunens borgere til de nye væksterhverv. Beløbet skal bruges til PKU-kurser, hvilket er kurser, der er målrettet personer, som ønsker at opkvalificere sig til nye erhverv.

- Aftalen viser, at der er en vilje og et ønske om at omstille sig til de nye væksterhverv - både i kommunen og hos befolkningen. Det glæder mig meget, og jeg håber virkelig, at kursisterne får et arbejde, når deres kurser er færdige, siger en tilfreds Ove Karl Berthelsen.

Der er også stor glæde at spore hos Jess Svane.

- Det er glædeligt, at selvstyret og kommunerne kan samarbejde om et så vigtigt projekt som at omskole befolkningen til de nye væksterhverv. Jeg ser frem til at følge det fremadrettede projekt, siger Jess Svane således.

Aftalen er indrettet på en sådan måde, at departementet er forpligtiget til at afsætte 1,5 millioner kroner til PKU-kurser i Qaasuitsup Kommunia i efteråret.

Omvendt er Qaasuitsup Kommunia forpligtiget til at udarbejde en samlet plan for den omstillingsproces, der skal ske på kommunens arbejdsmarked i de kommende år.

Powered by Labrador CMS