Bronze i Big Air ved DM
Michael Damgaard vandt bronze i en forrygende finale, mens Rasmus Nielsen blev nummer seks

De danske mesterskaber i snowboard kører for fuld udblæsning i Norge.
I tirsdags var der Big Air på programmet, og de grønlandske seniorer markerede sig stærkt. De to deltagere, Rasmus Nielsen og Michael Damgaard, fløj direkte i finalen i en meget overbevisende stil.
- De to skulle i finalen møde fire danske ridere. Det blev spændende, men desværre sluttede Rasmus Nielsen sidst, mens Michael Damgaard hev endnu en bronzemedalje hjem til Grønland. Danske mester blev Simon Houlind, fortæller Ole Mark til Sermitsiaq.AG.
- Hos juniorerne gik Marco Geisler og Jonas Strømsted videre til finalen efter en kvalifikationsrunde, hvor det var ”all over” resultatet over en time, der afgjorde, om man gik videre til finalen.
- Drengene gjorde det rigtigt godt med store og stilrene hop. Det til trods for, at ikke har haft mulighed for at træne Big Air-hop hjemme i Grønland, inden DM gik i gang. Det var tydeligt, at de danske drenge lå et niveau over vores ridere, siger Ole Mark.