Naalakkersuisut møder lærerstuderende

Klokken 11 gik lærerstuderende i demonstration i Nuuk i bidende kulde

Omkring 60 lærerstuderende marcherede i protest mod naalakkersuisut. Foto: Leiff Josefsen

”Elever lærer ikke mere af at få flere undervisningstimer”, ”Stop med at sammenligne vores land med andre - vores land er anderledes end dem”, ”Vi har taget en uddannelse, som naalakkersuisut har bedt om. Hvad skal vi nu til sommer?”, ”Vi har forståelse for Imaks lærerblokade, for de kæmper for vores kommende lønforhold”.

Det var nogle af slagordene, de lærerstuderende kom med under deres protestmarch fra bymidten ved Brugsene til Inatsisartut-salen.

Den bidende kolde vind afskrækkede ikke de omkring 60 demonstranter, der gik med bannere og skilte med deres slagord. Blandt andet flere medlemmer af naalakkersuisut og en repræsentant fra lærerorganisationen Imak stod ved indgangen til Inatsisartut-salen for at lytte, sige noget og tage imod.

Læs "Imak varsler konflikt"

Kritikpunkter
De lærerstuderende er utilfredse med naalakkersuisuts håndtering af folkeskolen og konflikten mellem Imak og kommunerne og naalakkersuisut.

- Den Gode Skole er stadig under udvikling, så det er for tidligt at vurdere folkeskolen ud fra de nuværende vurderinger af elevernes kundskaber. Den Gode Skole er den bedst tilpassede metode til vores samfund. Den udvikling kommer til at vare i mange år endnu, for der kommer aldrig resultater med det samme, når der sker ændringer.

- Folkeskoleforordningen kræver, at skolen og hjemmet i samarbejde skal fremme elevens læring. Derfor er det forkert at sige, at det kun er lærernes skyld, at eleverne lærer for lidt. Lærerne fungerer også som psykologer, pædagoger og sagsbehandlere, samtidig med at de skal undervise, planlægge undervisninger, holde møder internt og med forældre have kontakt med forældre og arbejde med de enkelte elever.

- Naalakkersuisut betragter lærernes opgave som ren undervisning. Det viser, hvor lidt viden de har om lærernes opgaver. Og det er dem, som tager beslutninger fra oven. Flere undervisningstimer betyder ikke bedre læring.

- Vi ønsker også at få forældrene til at forstå, at vi har fælles ansvar hvad angår børnenes undervisning og deres fremtid. For vores alles mål er at give børnene en lys fremtid. Dette kan vi kun nå ved at samarbejde.

Kaffe til møde
Til stor glæde for de lærerstuderende sagde Imaks repræsentant, at organisationen var ked af, at den bliver ramt af lærerblokaden, når de står med deres professionsrettet bachelorgrad.

- Fremtiden er usikker, sagde hun.

Formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist forklarede kort problemerne i folkeskolen, og han gjorde opmærksom på, at det er kommunerne som aflønner lærerne.

- Vi skal stadig løse problemerne sammen, da det bliver svært at løse dem uden samarbejde. Kommunerne og selvstyret er åben for at mødes med Imak for at genoptage forhandlingerne. Der er misforståelser omkring konflikten, som vi kun kan udrede ved en åben dialog. Vi kan mødes i dag, nu, for at tale sammen om problemerne. Der er kaffe, sagde Kuupik Kleist.

Kl. 11.30 gik forsamlingen ind til et mødelokale i selvstyret. Bagefter skal de lærerstuderende mødes med Imak.

Powered by Labrador CMS