Årets journalist 2011 belønnet

Fem journalister var normeret til prisen som "Årets journalist 2011" - Inga Egede fra KNR Radio løb med prisen

Inga Egede er blevet kåret som "Årets Journalist 2011". Hun ses her sammen med formand for Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat TP, Medieforbundet TP, Mariia Simonsen. Foto: Leiff Josefsen

Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat TP, Medieforbundet TP, har uddelt prisen som årets Journalist.

Det skete på generalforsamlingen lørdag, og Tusagassiortullammak 2011 gik til journalist Inga Egede fra KNR Radio. Med prisen fulgte en check på 5.000 kroner.

- Du har om nogen gjort dig fortjent til titlen "Årets Journalist 2011". Du er indbegrebet af en journalist. Stædig, vedholdende og pågående, grundig, velforberedt og skarp. Med disse egenskaber har du igennem de fem år, du har været ansat på KNR Radio, afsløret det ene eksempel efter det andet på myndighedernes urimelige behandling af ganske almindelige mennesker, sagde formanden for Medieforbundet TP, Mariia Simonsen i sin tale til Inga Egede.

- Mange af dine historier har medført ændringer i lovgivning og praksis. Hvad mere kan man ønske sig af sit arbejde som at medvirke til, at livet bliver lettere for de svage i samfundet, som ingen forsvarer og går i brechen for. Hvorfor er det sådan? Sådan starter mange af dine historier, sagde Mariia Simonsen, der blandt andet nævnte historien om arbejdsgivere, der henter ufaglæt arbejdskraft udefra, helt uden om reglerne.

En anden historie, Inga Egede har lavet, er historien om en handicappet mand fra Narsaq:

- Da du mødte ham, sad han i rullestol og havde brug for hjælp til alt. I dag kan han gå og har ikke længere brug for hjælp til alt. Meget af det er din fortjeneste. Du var på ferie i Narsaq under handicapugen i 2009, da du helt tilfældigt mødte denne mand, der efter en ”knude” i halshvirvlerne var blevet opereret, og nu var blevet helt lam fra brystet og ned. Lægerne havde dømt ham til at være lam resten af livet, fordi knuden ikke kunne fjernes, nævnte Mariia Simonsen.

Det blev til tre udsendelser om manden i oktober og november 2009. I februar 2010 blev manden opereret og var mere eller mindre gående i sommeren 2010.

I dag kan han gå ved hjælp af en rollator. Han er førtidspensionist, men har et job i Pisiffik. Desuden nævnte Mariia Simonsen også historien om transport af afdøde fra Danmark til Grønland.

Følgende var indstillet til prisen som årets journalist:

  • Redaktionen på Qanorooq for det sammenhold og den gejst, der præger redaktionen trods mange udfordringer i det daglige.
  • Redaktionen på Radioavsen for dækningen af Tuullik-skandalen.
  • Kurt Kristensen fra Sermitsiaq for hans mange artikler, og måden han bedriver sin journalistik på.
  • Inga Egede fra KNR Radio for hendes resultatorienterede journalistik, hendes mod og grundige metoder.
  • Redaktionen på det nye ungdomsblad Toornara for nyskabelse inden for bladverdenen.
  • Vivi Sørensen for ungdomsprogrammet en nyskabelse indenfor ungdoms-tv i form af programmet Labrador’ Kangian’.
Powered by Labrador CMS