Stor modstand mod boringer i Arktis

Ifølge tal fra Greenpeace har 50.000 personer på under et døgn bedt Shell om at holde sig ude af Arktis

I Danmark besøgte aktivister udklædt som isbjørne fredag både Shells danske hovedkvarter og flere tankstationer. Foto: Greenpeace
Offentliggjort

Greenpeace-aktivister i New Zealand stoppede i går Shells boreskib ”Noble Discoverer” fra at forlade Auckland og sejle mod Arktis.

Her skal skibet efter planen foretage tre boringer efter olie ud for Alaskas kyst.

Aktionen blev i dag fulgt op af Greenpeace-aktioner i Danmark og i Europa, hvor Greenpeace har bedt om hjælp til at stoppe Shells arktiske olieplaner.

Ifølge tal fra miljøorganisationen har det indtil nu resulteret i, at flere end 50.000 mennesker verden over i løbet af de seneste knap 20 timer har sendt mail til Shells internationale chef Peter Voser og bedt ham lade være med at bore i Arktis.

Læs "Greenpeace blokerer boreskib"

I Danmark besøgte aktivister udklædt som isbjørne fredag både Shells danske hovedkvarter og flere tankstationer. Her delte de flyers ud til bilister og kunder med opfordring til at maile eller ringe til Shell med budskabet om, at oliegiganten skal droppe sin yderst risikable oliejagt i Arktis.

- Det er helt uacceptabelt, at Shell og andre store olieselskaber ser den smeltende is i Arktis som en mulighed for at tjene penge. Isbjørnen er sammen med en lang række andre arter under pres på grund af klimaforandringerne. Risikable olieboringer er det sidste, som Arktis og de dyr, der lever der, har brug for, siger Jon Burgwald, Arktis-ansvarlig i Greenpeace.

Powered by Labrador CMS