Norge må - Grønland må ikke
Ifølge Greenpeace i Norge er det ok, at Norge fortsætter med at hente olie op fra undergrunden. Men Grønland skal lade være med at bore
Hvorfor må Norge score kassen på olie, når Grønland ikke må?
Det spørgsmål har Sermitisiaq.AG stillet Greenpeace i Norge, efter at organisationen har skudt med skarpt mod Råstofdirektoratet og kaldt de grønlandske beslutningstagere for naive.
Sagen er nemlig, at Greenpeace i Norge ikke stiller krav om, at al olieudvinding skal stoppes i Norge.
Til gengæld mener organisationen, at Grønland skal indstille jagten på det sorte guld.
- Vi står overfor klimaforandringer, og verden er fyldt med fossile brændstoffer. Derfor mener vi, at man ikke skal bore efter nye oliekilder nogetsteds i verden, siger leder af Greenpeace i Norge, Truls Gulowsen til Sermitsiaq.AG.
Han opfordrer til den allerstørste forsigtighed på området.
- Vælger man alligevel at fortsætte i Grønland, skal det ske på den mest forsvarlige måde, fortsætter han med tilføjelsen:
- Og her kan Grønland faktisk drage nytte af de mangeårige erfaringer, som man har draget her i Norge.
Læs "Greenpeace trækker i land"
Læs "Greenpeace: Grønland er naiv"
Har opsparet 3000 milliarder kroner
Norge er et af verdens største producenter af olie. Gennem årene er der opsparet 3000 milliarder kroner i en såkaldt oliefond. Det er dermed verdens største statslige pengetank. End ikke Joachim von And – eller Saudi Arabien - kan følge med her.
Og pengene fortsætter med at fosse ind.
Spørgsmålet er, hvorfor Greenpeace i Norge ikke forlanger, at der sættes prop i alle eksisterende olieboringer når nu det er så slemt med fossile brændstoffer?
- Vores holdning på det her punkt er, at der ikke skal etableres nye oliefelter ved Norge, svarer Greenpeace-leder Truls Gulowsen.
- Men der skal ikke lukkes ned for al olieudvinding i Norge?
- Det anser vi som en utopi. Det vil være økonomisk og politisk umuligt at få gennemført, svarer Truls Gulowsen.
- Hvad ville der ske i Norge, hvis I ikke havde olieindustrien?
- Det ville udløse et stort chok og betyde en kraftig nedgang i levestandarden, svarer Truls Gulowsen.
Greenpeace International var i sin tid med deres sælfangstkampagner med til at fjerne levebrødet for de grønlandske fangere. Spørgsmålet er, om det nu er Grønlands, måske nye industri – olieindustrien – der står for tur?
- Vi har aldrig drevet kampagnevirksomhed i Grønland mod sælfangst. Kampagnen kørte i Canada. Men jeg vil da godt sige, at jeg er vældig ked af de konsekvenser, den fik for de grønlandske sælfangere, svarer Truls Gulowsen, som understreger, at Greenpeace agiterer mod olieboringer ved Grønland, fordi organisationen er dybt bekymret for det sårbare arktiske miljø.