Sermitsiaq.AG slår rekord
På én uge har vi haft 168,586 besøg, hvilket er det højeste antal i alle årene for denne hjemmeside
Grafen viser antal besøg her på Sermitsiaq.AG i dagene 12. til 18. februar. Tallet ender på 168.536 besøg på kun én uge. Kilde: Google Analytics
168,586 besøg og 52,867 unikke besøg.
Sådan lyder to tal, som betyder, at dagene 12. til 18. februar blev den bedste uge nogensinde for denne hjemmeside, Sermitsiaq.AG, målt på trafik, kommentarer og anden statistik.
Umiddelbart kan det være nærliggende at tro, at den høje trafik skyldes tragedien i Nutaarmiut, men den skete 8. februar.
I rekordugen er der skrevet over 1000 kommentarer af over 500 forskellige personer, hvilket gør Sermitsiaq.AG til Grønlands mest aktive debatsted og et elektronisk samlingssted, hvilket er to af flere målsætninger for vores site.
Især glæder det netredaktionen, at over 500 forskellige personer har kommenteret, hvilket understreger, at artiklerne appellerer til høj som lav, store som små og mænd som kvinder rundt om i landet. Med vidt forskellige interesser og baggrund for at få et overblik over dagens vigtigste nyheder set fra Grønland.
Netredaktionen appellerer i øvrigt til en god tone i kommentarerne. Folk skal svare hinanden pænt, uanset om folk er rygende uenige.
To nye tiltag sendt i luften
For at hæve debatniveauet i kommentarfeltet under artiklerne har vi indført to nye tiltag:
- Vi har mulighed for at slå kommentarfeltet fra ved hver artikel både før og efter, artiklen er publiceret. Når vi ved af erfaring, at en bestemt artikel kan skabe stødende kommentarer, som overskrider vores retningslinjer for debat (se punkt 2), vurderer vi en ekstra gang, om det er bedst at slå kommentarfeltet fra. Som udgangspunkt ønsker vi altid at beholde kommentarfeltet, men debatten kan desværre løbe af sporet, hvorefter vi fjerner kommentarfeltet, hvis det ikke er nok at fjerne en eller få kommentarer.
- Som nogle måske har bemærket, har vi lavet ”vejledning, regler og betingelser for kommentarer”, som står lige over kommentarfeltet.
”Vejledning, regler og betingelser for kommentarer”:
”Kommentarer slettes som:
- ikke opfylder kravet om, at kommentatoren skal fremstå med sit fulde navn.
- er grove, er off-topic, eller hvori der er brugt et overdrevet ulødigt sprog.
- omfatter angreb, fejrer død eller sygdom af enhver person.
- indeholder racistiske, sexistiske, homofobiske og andre nedsættende bemærkninger.
- opfordrer og / eller reklamerer for personlige blogs, websites og andre kommercielle interesser.
- er spam (du har indsendt lignende kommentar andetsteds på webstedet).
- har til hensigt at provokere andre kommentatorer eller redaktionen på Sermitsiaq.AG.