Hvornår er man fattig?

Naalakkersuisut har en klar målsætning om at forebygge fattigdom og ulighed i samfundet, men Grønland har ikke en decideret fattigdomsgrænse

Fattigdom er ikke udelukkende et spørgsmål om, hvor mange penge man har, men også et spørgsmål om uddannelse og social arv, mener Mimi Karlsen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Medlem af naalakkersuisut for famille, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen er klar med svar på to spørgsmål fra Sivert K. Heilmann og Knud Kristiansen fra Atassut, som har spurgt om fattigdom.

Mimi Karlsen svarer først og fremmest, at naalakkersuisut har en klar målsætning om at forebygge fattigdom og ulighed i samfundet, blandt andet i børnefamilier og langvarig ungdomsarbejdsløshed, og hun kommer ind på, at fattigdom ikke udelukkende kan måles i økonomi.

- Fattigdom er en kompleks problemstilling, som ikke alene kan anskues fra en økonomisk vinkel, men skal ses i forhold til mangel på uddannelse, mangel på beskæftigelsesmuligheder og negativ social arv. Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling har i 2010 udarbejdet "Pilotprojekt om fattigdom" ved ekstern konsulent, der skitserer en række indikatorer på fattigdom i Grønland anno 2010, svarer Mimi Karlsen, der også henviser til betænkningen fra Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning "Vores velstand og velfærd kræver handling nu" fra 2011.

- Når naalakkersuisut ønsker at gennemføre reformer med udgangspunkt i kommissionens betænkning, er det således også udtryk for en målsætning om at bekæmpe den ulighed og fattigdom, der følger af omsorgssvigt og mangel på gode uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder med mere.

Senere i sit svar til Sivert K. Heilmann og Knud Kristiansen fra Atassut oplyser Mimi Karlsen, at Grønland ikke har en egentlig fattigdomsgrænse. Men at ni procent af Grønlands børn lever i familier, der har en indkomst, der er under 50 procent af medianindkomsten. Og at der ifølge Grønlands Statistik er 8.325 personer, der har modtaget offentlig hjælp i 2010. Størstedelen af disse havde ikke forsøgerpligt over for børn.

Mener du, at der skal arbejdes for at få defineret en fattigdomsgrænse?

Powered by Labrador CMS