Thulebasen som redningsstation
Den amerikanske base kan udvikles til redningsstation for Arktis og Nordgrønland, mener Siumuts Doris Jakobsen
Doris Jakobsen mener, at Thule Air Base i fremtiden kan have en stor rolle i beredskabet i Arktis. Foto: Arktis Media
Thulebasen skal være løftestang i et konkret samarbejde med amerikanerne om øget søfartssikkerhed i grønlandske farvande, når statsminister Helle Thorning-Schmidt og præsident Barack Obama diskuterer Arktis blandt flere emner 24. februar i Det Hvide Hus.
Det mener statsministerens grønlandske partifælle i Folketinget, Siumuts Doris Jakobsen, som opfordrer Thorning-Schmidt til at sikre en konkret indsats for bedre sikkerhed i Arktis hvad angår besejling og redningsberedskab.
- Thule Air Base kunne selvsagt udgøre en væsentlig hjælp som base for det nødvendige beredskab i den nordligste del af Vestgrønland, siger Doris Jakobsen til Fagpressebureauet med henvisning til den stigende aktivitet højere og højere mod nord – blandt andet af krydstogtskibe – i kølvandet på afsmeltningen.
Læs "Danmark vil åbne Thulebasen for civile"
Beredskabet skal øges
Behovet for at øge det generelle beredskab omkring aktiviteter på havet i Grønland - på engelsk "Search and Rescue" - fremhæves dels i regeringens arktiske strategi, dels i den ny rapport fra Center for Militære Studier om forsvarets rolle i Arktis, anfører Doris Jakobsen.
- Et tilsagn fra Obama om samarbejde med USA, herunder brug af Thule Air Base i udviklingen af beredskabet i fremtidens Grønland, ville straks åbne nye muligheder for et forstærket beredskab, således som regeringen – og alle andre involverede – gerne ønsker, står der i Doris Jakobsens brev til statsministeren.
Med den amerikanske aktivitet i Grønland må der være basis for at konstruktivt samarbejde med USA om en bedre og hurtigere kortlægning af grønlandske havområder, påpeger Doris Jakobsen.