Dårligt vejr forsinker begravelse

Familier fra nær og fjern er på vej til Nutaarmiut, hvor der er begravelse for den 75-årige bedstemor, hendes 31-årige datter og hendes 8-årige barnebarn

De dræbte bliver formentlig begravet i morgen fredag her i Nutaarmiut. Foto: Louise Kleemann
Offentliggjort

Ligene af de tre dræbte i Nutaarmiut i sidste uge skulle være blevet fløjet hjem i går fra Upernavik, men det dårlige vejr har forsinket al planlagt flyvning i området.

Ifølge de foreløbige planer bliver de her til morgen fløjet tilbage til bygden.

Det bliver kateketen for Tasiusaq og Nutaarmiut, Thomas Svendsen, der skal forestå den planlagte begravelse, der formentlig bliver holdt i morgen.

Bygdens kirke, der i folkemunde kaldes for Grønlands mindste kirke, har kun plads til omkring 30 mennesker, derfor bliver gudstjenesten holdt i den lokale skole, hvor der er mere plads.

Familien har valgt at gennemføre begravelsen uden deltagelse af den 81-årige bedstefar, der stadig holdes i kunstig koma på Rigshospitalet, hvor han er blevet evakueret. Ifølge de seneste meldinger er han sluppet med livet i behold fra det kraniebrud, han pådrog sig ved angrebet.

Den 32-årige mand skal enten i dag eller i morgen overføres til Dronning Ingrids Hospital, hvor han skal holdes under observation.

Powered by Labrador CMS