Tûgdlik-sagen graves frem igen

Siumuts Ruth Heilmann vil vide, hvad status er i Tûgdlik-sagen, som der har været stille om i længere tid

Siumuts Ruth Heilmann vil vide, hvad status er i Tûgdlik-sagen, som der har været stille om i længere tid. Foto: Leiff Josefsen

Medlem af Inatsisartut for Siumut Ruth Heilmann ønsker at vide, hvor langt man er kommet i Tûgdlik-sagen, ligesom hun efterlyser en redegørelse for sagen fra Inatsisartut.

Derfor stiller hun disse to paragraf 37-spørgsmål til naalakkersuisut:

  • Hvor langt er man kommet i Tûgdlik-sagen?
  • Kan man love, hvornår vi i Inatsisartut kan få en redegørelse om sagen?

Ruth Heilmann begrunder sine spørgsmål:

- I foråret 2011 blev Inatsisartuts familieudvalg stærkt oprørt over, at man med øjeblikkelig virkning lukkede en døgninstitution for børn og unge. Der blev fra flere sider stillet spørgsmål, om procedurerne var blevet fulgt, ligeledes udtalte ombudsmanden, at procedurerne ikke var blevet fulgt. Efterfølgende hørte man ikke mere om sagen, og da jeg finder det utilfredsstillende, stiller jeg spørgsmål herom.

- Jeg kom med et krav den 18. maj 2011 vedrørende Tûgdlik, men dette krav blev desværre ikke imødekommet, kravet var følgende, påpeger Ruth Heilmann:

“Vi fra Siumut mener, at denne vigtige hastesag skal behandles med omhu. Juristerne hos Inatsisartut må undersøge, om sagen ikke er kørt ensidigt, idet hele Inatsisartut har behov for sådan en undersøgelse. Såfremt dette ikke sker, skal sagen undersøges af en uafhængig jurist, idet den rodede sagsbehandling ikke er betryggende.”

Powered by Labrador CMS