- Det er ikke et kønt syn
De tekniske undersøgelser på de to gerningssteder forventes afsluttet senest i morgen, mandag

I to dage har kriminalteknikere fra Danmark arbejdet på højtryk for at samle spor i det hus, hvor den 75-årige kvinde, hendes 31-årige datter og 8-årige barnebarn blev dræbt.
De lokale i Nutaarmiut er allerede blevet advaret af kriminalteknikerne om, at "det ikke er et kønt syn". Dels fordi det er et gerningssted, dels fordi kriminalteknikerne har efterladt sig en del aftryk i forbindelse med de tekniske undersøgelser.
Kim Larsen, som er blandt de tre kriminalteknikere, oplyser til Sermitsiaq.AG, at efterforskerne arbejder med at samle alle spor, som kan bruges til at kortlægge hændelsesforløbet i forbindelse med drabene.
- Når der foregår sådan en undersøgelse, bliver der for eksempel samlet biologisk materiale, fingeraftryk samt fotografiske beviser. Prøverne sendes til videre undersøgelse i Danmark, og det kan derfor tage lang tid, inden alt materiale er blevet grundigt undersøgt, siger Kim Larsen.
I det andet hus, hvor den 32-årige mand blev angrebet på 1. sal, har politiet siden onsdag morgen spærret for adgang til husets 1. sal.
Kriminalteknikerne forventer i dag, at indlede de tekniske undersøgelser på stedet.
- Vi forventer ikke, at de tekniske undersøgelser i det andet hus bliver lige så omfattende som i det første, siger Kim Larsen, der forventer at afslutte undersøgelserne i løbet af enten i dag søndag eller i morgen.