Bedre service til buspassagerer i Nuuk
Dårligt vejr!… kører bussen mon i dag? - Det kan du nu få svar på via SMS
Nu kan du på SMS få at vide om bussen kører.
Nuup Bussii vil nu forbedre servicen for sine passagerer. Derfor tilbyder selskabet nu en SMS service. Den giver passagerne mulighed for at modtage en SMS med information om status på busdriften.
De fleste kender oplevelsen med at kigge ud af vinduet i en snestorm og tænke – ”gad vide om bussen kører i det her vejr?”
Nu har man mulighed for at få besked og herved måske spare en ærgerlig ventetid ved busskuret. Det oplyser Nuup Bussii i en pressemeddelelse.
- Busselskabet har for nogle år tilbage haft en lignende service, men den daværende SMS service måtte opgives, fordi den tilgængelige teknologi ikke viste sig at være tilstrækkeligt driftssikker. Den nye SMS service er udviklet i samarbejde med en lokal IT entreprenør, og vi har stor tiltro til at den fungerer efter hensigten, skriver direktør Michael Driefer i en pressemeddelelse.
- Det er heldigvis forholdsvis sjældent, vi indstiller kørslen på grund af vejret, men vi modtager ofte henvendelser fra passagerer, der forespørger på muligheden for at få en automatisk besked, når vejret tvinger busserne til at ændre på busdriften. Vi er derfor meget glade for, at det nu igen er muligt, at tilbyde passagerne denne service og vi håber at passagerne tager godt imod det nye tiltag, skriver direktøren.
For nærmere information om servicen henvises til Nuup Bussiis hjemmeside www.bus.gl