Sælskind op i arktisk komité
Folketingsmedlem for IA Sara Olsvig vil drøfte salg af sælprodukter blandt arktiske kollegaer
Sara Olsvig, IA, vil tage sælskindsproblematikken op i Komitéen for Arktisk Parlamentarikere. Foto: Rosa Thorsen
Sælskindsproblematikken skal drøftes, og sælskindsnationerne skal arbejde mere sammen, mener folketingsmedlem for IA, Sara Olsvig.
Derfor tager hun emnet op i det kommende møde i Komitéen for Arktisk Parlamentarikere.
Sara Olsvig deltog tirsdag i Bruxelles under høring om konsekvenserne af forbud af sælskindimport til EU.
- Der er i øjeblikket rigtig meget fokus på sælproduktforbuddet, også i Folketinget, derfor er det vigtigt for mig at følge med i denne sag. Her ved høringen blev det igen slået fast, at forbuddet har haft store konsekvenser for Grønland, også selvom der er en såkaldt Inuit-undtagelse. Markedet er simpelthen ødelagt, og den udvikling, vi ser i Rusland og Kina som også nu taler om at forbyde sælprodukter, den er mildest talt uhyggelig.
Læs "Inuit-undtagelsen skal promoveres i EU"
Læs "Importforbud af sælskind op i EU"
Læs "Begrænset dansk opbakning"
- Det er vigtigt, at vi igen og igen får sagt og kommunikeret ud, at fangsten af sæler i Grønland er baseret på et videnskabeligt og bæredygtigt grundlag. Vi skal også, så længe der er et forbud med en Inuit-undtagelse, have promoveret undtagelsen, så vi fortsat har et marked. Ellers bliver vi lukket helt ude, påpeger Sara Olsvig over for Sermitsiaq.AG.
- I næste uge skal jeg til Stockholm til møde i Komitéen for Arktisk Parlamentarikere, og der vil jeg tage sælsagen op. Her sidder parlamentarikere fra USA, Rusland og de andre arktiske stater. Vi er nødt til at arbejde sammen om at minimere de konsekvenser, der er for Grønland og andre arktiske folk, siger Sara Olsvig.