Velkommen til “Islands venner”

Venskabsforeningen “Islandip kammai/Islands venner” er blevet stiftet. Stor interesse for foreningen

Mange havde fundet vej til “Gertrud Rask-salen” på Hotel Hans Egede fredag eftermiddag for at stifte venskabsforeningen “Islandip kammai/Islands venner”. Foto: Privat
Offentliggjort

Fredag den 3. februar var dagen, hvor venskabsforeningen “Islandip kammai/Islands venner” så dagens lys.

Omkring 30 personer var mødt op til stiftelsen af foreningen, som har til formål at fremme de mellemfolkelige, kulturelle, erhvervs- og uddannelsesmæssige bånd, der er imellem Grønland og Island.

Foreningen skal være med til at skabe et sted for de mange ønsker og aktiviteter, som kan binde de to lande sammen. Foreningen er tiltænkt alle, i hele Grønland, der har den mindste interesse for Island og for dem, som gerne vil lave aktiviteter og søger andre med fælles viden.

De mange fremmødte havde hver især deres grund til at støtte op omkring foreningen. Nogle ønskede at styrke båndene på forskellige områder, nogle har venner og familie i Island, mens andre er faldet for vulkanøen. Som en af mødedeltagerne ordede det, så var hun “forelsket i Island”.

- Det er fedt at opleve, at interessen for en venskabsforening til vores nabo er stor. Det kunne vi se på Facebook, hvor vi har en profil og side. Derfor besluttede vi os for at indkalde til en stiftende generalforsamling. Vi er oprigtig glade for at initativet blev modtaget så godt, lyder det fra initiativtagerne, Poul Jensen og Inga Dóra G. Markussen.

De blev sammen med syv andre valgt ind i bestyrelsen, der nu består af Heidi Lund Hansen, Bjørn Sigurdsson, Salomine Villadsen, Jeanette Holding, Georg Olsen, og Gujo Thorsteinsson.

Fåretekstikler og lammehoveder
Bestyrelsens første opgave bliver at indgå et samarbejde med den islandsk-grønlandsk venneforeningen i Island, Kalak, og at stable et arrangement på benene inden for en måned.

Det arrangement vil indeholde noget fra de islandske madspecialiteter så som "sure fåretekstikler, svedede lammehoveder, hajkød og andre lækre sager".

Foreningen takker Nuuk Ugeavis og Hotel Hans Egede for støtten forbindelse med stiftelsen af foreningen.

Ønsker folk at følge med i foreningens aktiviterer, kan man finde dem på Facebook eller sende en mail til kammalaatigut@gmail.com.

Powered by Labrador CMS