KNI-boss: Noget ganske særligt
Fra 1. marts er den 57-årige Claus Jensen koncernchef i KNI A/S
Fra 1. marts er den 57-årige Claus Jensen koncernchef i KNI A/S. Foto: Klaus Gottfredsen/Polfoto
Klaus Gottfredsen / Polfoto
Claus Jensen er om en måned ny koncernchef i detail- og forsyningsselskabet KNI A/S.
Det kunne vi her på sitet fortælle tidligere på dagen.
Claus Jensen har vakt opmærksomhed i den danske retailsektor, blandt andet med sine resultater som administrerende direktør i dagligvarekæden Fakta A/S, hvor han fra 2000 til 2008 fordoblede omsætningen til otte milliarder kroner og skabte en klar profil.
Læs "Ny topchef i KNI"
- Jeg glæder mig meget til at arbejde i Grønland, som altid har fascineret mig. Det gør jeg både på grund af landets storslåede natur og kultur, men i høj grad også fordi KNI er en spændende koncern med mange ledelsesmæssige udfordringer, fortæller Claus Jensen.
- I alle mine tidligere job har jeg naturligvis også haft og følt stort ansvar, men for mig bliver det noget ganske særligt at skulle stå i spidsen for en organisation med en så stor betydning for et helt land.
- Jeg ser med store forventninger frem til at skulle være med til at videreudvikle en i forvejen velfungerende virksomhed med en op mod 300 år gammel historie, men samtidig med ambitioner. Og jeg glæder mig ikke mindst til at lære både medarbejderne og samfundet at kende, påpeger Claus Jensen.
Med sine cirka 30 år i ledende stillinger er han blandt branchens mest erfarne topchefer. Senest har han været administrerende direktør for den kapitalfondsejede babyudstyrskæde Babysam A/S.
I 2008 fratrådte Claus Jensen som Faktas administrerende direktør med øjeblikkelig virkning på grund af uenighed mellem ham og bestyrelsen omkring den fremtidige strategi.