Ny topchef i KNI

Det bliver en af dansk detailhandels tunge drenge, der sætter sig i direktørstolen hos KNI

Pilersuisoq i Aasiaat. Foto: Pilersuisoq
Offentliggjort

Fra 1. marts er den 57-årige Claus Jensen koncernchef i detail- og forsyningsselskabet KNI A/S.

Han overtager stillingen fra Lars Møller-Sørensen, der som konstitueret administrerende direktør har holdt stolen varm, siden Søren Mortensen forlod KNI med udgangen af september 2011.

Claus Jensen har vakt opmærksomhed i den danske retail-sektor, blandt andet med sine resultater som administrerende direktør i dagligvarekæden Fakta A/S, hvor han fra 2000 til 2008 fordoblede omsætningen til otte milliarder kroner og skabte en klar profil.

Med sine cirka 30 år i ledende stillinger er han blandt branchens mest erfarne topchefer. Senest har han været administrerende direktør for den kapitalfondsejede babyudstyrskæde Babysam A/S.

Han har et omfattende netværk inden for kapitalkæder, frivillige kæder og leverandører, og han har blandt andet siddet i bestyrelsen for Dansk Erhverv og i repræsentantskabet for Huset Markedsføring. Han er desuden aktivt medlem af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.

- Bestyrelsen har fra starten af lagt vægt på, at den kommende administrerende direktør skulle have stærke driftsmæssige detailhandelskompetencer, for det er blandt andet her, vi skal styrke KNI, siger bestyrelsesformand Michael Skourup.

Grønlandske talenter til ledelsesposter
- Vi har et stort fokus på at skabe gode indkøbsoplevelser for vores kunder, og vi vil med ansættelsen af Claus Jensen have de kompetencer, der kan være med til at styrke vores detailhandelsforretning, fastslår Michael Skourup.

- Endvidere har Claus Jensen tidligere haft stærk fokus på medarbejdertilfredshed og -udvikling, hvilket har været væsentligt, da bestyrelsen ønsker at sikre udviklingen af grønlandske talenter til ledelsesposter i KNI-koncernen.

- Han har yderligere bevist, at han har stærke strategiske evner og kan skabe resultater og fremdrift i store komplekse organisationer - ikke mindst set i lyset af den udvikling af især Pilersuisoq, som vi skal gennemføre i de kommende år. Ansættelsen er sket gennem et grundigt forarbejde og har været en udvælgelsesproces. I bestyrelsen ser vi frem til samarbejdet med den nye direktør, understreger Michael Skourup.

Powered by Labrador CMS