Fokus på Alcoa-projekt
Flere parter er for tiden samlet i Maniitsoq for at diskutere fordele og ulemper ved et aluminiumsprojekt
Foto: Alcoa
Alcoa
Borgergruppen i Maniitsoq, Inatsisartuts Erhvervsudvalg, medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffe Ove Karl Berthelsen, lokalpolitikere og andre interesserede er for tiden samlet i Maniitsoq for at drøfte aluminiumsprojektet.
I dag torsdag har forskellige interesseforeninger vedrørende aluminiumsprojektet inviteret borgere og andre interesserede til borgermøde i Maniitsoq om projektet.
Borgermødet bliver holdt i byens forsamlingshus fra kl. 19 til 22.
På mødet vil borgergruppen i Maniitsoq, foreningerne Against Aluminium Smelter in Greenland, Aatsitsivik Soqutigaarput og en skoleklasse fortælle om deres oplevelser og indtryk af aluminiumsmelteren i Fjardarbyggd i Østisland.
Den besøgte de i maj og oktober 2011 på studieture arrangeret af Qeqqata Kommunia i samarbejde med Departementet for Erhverv og Råstoffer. Formålet med turene var at indsamle information og udveksle erfaringer omkring aluminiumssmeltere.
Aluminiumsprojektet og storskalprojekter
Inatsisartuts Erhvervsudvalg deltager også i borgermødet. Under udvalgets besøg i Maniitsoq skal udvalget også holde møde med borgergruppen i Maniitsoq, foreningerne Against Aluminium Smelter in Greenland og Aatsitsivik Soqutigaarput, Erhvervsrådet og kommunen.
Medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen vil holde oplæg om aluminiumsprojektet. Derudover vil han fremlægge rammerne for storskalprojekter i Grønland.
Under sidste del af borgermødet er der lagt op til spørgsmål og paneldiskussion, hvor Inatsisartuts Erhvervsudvalg, Ove Karl Berthelsen, Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen og 1. viceborgmester Karl Lyberth vil være klar til at svare på spørgsmål og kommentarer fra salen.
Glæder over stort fremmøde
Formand for borgergruppen i Maniitsoq, Jaakutoqaq Heilmann, ser frem til borgermødet:
- Jeg er glad for, at vi endnu en gang kan sætte fokus på aluminiumsprojektet, og jeg glæder mig til at høre de forskellige oplæg på mødet. Det er særdeles positivt, at vi kan samle så mange forskellige interessenter, og jeg ser frem til, at vi kan drøfte planerne om et aluminiumssmelter her i byen med både tilhængere og kritikere, siger han.
Arrangørerne af borgermødet er borgergruppen i Maniitsoq, foreninger og erhvervslivet, som har deltaget på studieturene til Island.