Brug for mere forsvar i Arktis

Mens Folketinget har lagt op til store besparelser på forsvaret, forudser eksperter behov for øget overvågning og tilstedeværelse omkring Grønland

Foto: Sermitsiaq.AG

Selv med et fortsat fredeligt samarbejde mellem de arktiske nationer, bliver der brug for mere overvågning og flere ressourcer til kystvagtopgaver som redningsberedskab og suverænitetshævdelse omkring Grønland .

Sådan lyder beskeden fra forskerne ved Center for Militære Studier i en ny rapport om ”Forsvaret i Arktis”, der analyserer behovet for militær tilstedeværelse og suverænitetshævdelse, når klimaændringer åbner for sejlads og udnyttelse af olie-og andre naturressourcer.

Det skriver Berlingske.

Rapporten, som Folketingets forsvarsudvalg fik præsenteret i sidste uge, lægger dermed op til yderligere hårde prioriteringer i forsvarsbudgettet, som i forvejen skal beskæres med tre milliarder kroner eller 15 procent fra 2015.

Spørgsmålet er ikke om, men hvor meget mere Arktis kommer til at koste, fastslår Esben Salling Larsen, der er en af rapportens forfattere.

Læs "Forsvarsrapport om Arktis"

- Det er i dansk interesse at undgå militarisering af Arktis, fordi vi så har bedst råd til at løfte opgaverne, siger han til Berlingske.

- Vi skal være opmærksom på, at det, vi foretager os, bliver mere synligt. Det vil for eksempel være dumt at kalde militære styrker dedikeret Grønland for den Arktiske Indsatsstyrke, som flere har opfattet som optrappende skridt fra dansk side, forklarer Esben Salling Larsen.

Forsvarsminister Nick Hækkerup, Socialdemokraterne, tror ligesom forskerne mest på en fredelig udvikling i Arktis.

Powered by Labrador CMS