Færre lungekræfttilfælde

For første gang i 30 år har der været et lille fald i antallet af lungekræfttilfælde

Medlem af naalakkersuisut for sundhed Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit. Foto: Jørgen Chemnitz
Offentliggjort

- Forebyggelse er en meget vigtig del af indsatsen mod kræft. For første gang i 30 år har vi set et lille fald fra 2005 til 2009 i antallet af lungekræfttilfælde. Lad os håbe, at denne positive udvikling fortsætter. Den nye MR-scanner vil også få uvurderlig betydning for vores mulighed for at udrede og følge patienter med kræft.

Sådan lyder den glædelige melding fra medlem af naalakkersuisut for sundhed Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit.

Læs "Færre skal sendes til Danmark"

Forleden orienterede hun Familie- og Sundhedsudvalget om ”Kræftredegørelsen 2011”. Dette skete på et miniseminar med deltagelse af fagpersoner fra Det grønlandske Sundhedsvæsen.

- På kræftområdet står vi nu for foden af en trappe. Kræftredegørelsen er det første skridt opad. Det næste bliver arbejdet frem mod en egentlig kræftplan. Yderligere trin bliver løbende justeringer, ændringer og nye planer.

- Befolkningen ser på sundhedsvæsenets evne til at diagnosticere og behandle kræft som et synligt mål for, hvor godt vores sundhedsvæsen fungerer, siger Agathe Fontain.

Kræftredegørelsen belyser, hvordan det går med de nuværende tilbud inden for forebyggelse, diagnostik, behandling, pleje, rehabilitering og lindrende behandling.

Agathe Fontain havde derfor indkaldt Familie- og Sundhedsudvalget for at fremlægge og diskutere det videre arbejde frem mod en egentlig kræftplan.

Powered by Labrador CMS