Kunst fra iskantens rand

Fem nordiske lande deltager i et nyt projekt, som arrangeres i anledning af NAPA's 25-års jubilæum til efteråret

Leise Johnsen er direktør i NAPA. Foto: NAPA
Offentliggjort

I forbindelse med NAPA's 25-års jubilæum til efteråret er et nyt projekt søsat.

Direktør i NAPA, Leise Johnsen, løfter her sløret for, hvad projektet går ud på:

- Containere er en fast del af den globale logistik. En livsnødvendig åre af forsyninger til verdens befolkning transporteres på denne måde. Kunst og kultur skaber grobund for udvikling og vækst for alle mennesker. En lige så vigtig bestanddel for menneskelig eksistens, som det indhold der vanligvis er i en container. Containerne kommer frem de mest ufremkommelige steder. Ved at kombinere kunst og container gør vi det muligt at få kunst ud til steder og mennesker, der aldrig havde drømt om det.

Projektet er et samarbejde imellem Nordens Hus på Færøerne, Nordens Hus i Reykjavik, Nordens Institut på Åland og Nordens Institut i Finland. Nordens Institut i Grønland, NAPA, er projektleder på projektet. Royal Arctic Line er hovedsponsor og samarbejdspartner.

Hvert land har fundet det ungdomsuddannelsessted, som sammen med deres lærer skal illustrere deres lands kunstform og udstille den i containeren.

- Det er virkelig spændende. Det bliver muligt at sende et udtryk fra Finland til Ilulissat i Nordgrønland, fra Island til Thorshavn på Færøerne og så videre. De fem containere udstilles samlet hvor som helst i den globale verden og giver et fælles udtryk for nordisk børne- og ungdomskunst. Ved åbning af udstillingerne skal der være en håndfuld unge udstillere fra hvert af de andre lande tilstede, fortæller Leise Johnsen.

Powered by Labrador CMS